en fantastisk weekend, med en rigtig lorte slutning.

hej folkens!
først vil jeg starte med at sige, jeg nok har haft en ret så god weekend. jeg har sovet sammen med min kæreste de sidste tre nætter, hvor vi bare har ligget og set film hele natten, været i bad, snakket, puttet, spist mad, og mobbet hinanden. alt i alt, har vi sku haft det meget godt, tror jeg. jeg har i hvert fald været rigtig glad, uden egentlig at kunne forklare det.
desværre blev min kæreste bare pludselig meget mut, da vi så film sidst på dagen i dag, og da min mor så sagde, at vi skulle spise, skulle han jo gå, hvorefter han springer bomben, og går. jeg skal ikke se ham før tirsdag, hvor vi skal spille musik, så jeg er lidt nederen over det, eftersom jeg ikke ved, hvornår vi vil få tingene snakket igennem. men sådan er det. jeg tror måske, jeg skal til at hoppe i seng, eftersom jeg ikke har sovet en skid de sidste tre nætter. sov godt, drøm sødt, take care. love you. jeg kommer med et langt bedre indlæg næste gang, promise.

håbløs

jeg er håbløs,
jeg er forelsket,
og jeg er håbløst forelsket.
min kærlighed er enorm,
og jeg bliver bange for,
om jeg overhovedet kan rumme den.
måske springer jeg,
måske eksploderer jeg!
hvis jeg gør,
var kærlighedens følelse måske ikke så god,
som jeg gik og troede.
den er manipulerende,
og kærligheden gør blind.
jeg kan ikke længere være negativ overfor noget,
jeg er forelsket, og jeg elsker alt ved ham.
han har forhekset mig,
jeg er fortabt,
og jeg er forgabt.
forelskelsen gør mig,
håbløs.

jeg ved godt, det ikke var verdens bedste digt, men af og til skal de dårlige jo også ud af hovedet, før jeg kan få bygget de bedre ordenligt op! :)

update fra mit tidligere emo-udbrud

endelig fandt jeg ud af tingene. eller, ikke dem alle sammen, men i det mindste fik jeg snakket med min kæreste. vi snakkede tingene igennem, blev enige om hvad der gik galt, og han ville ændre sig, og bruge mere tid på mig, og ikke længere virke så ligeglad. jeg er faktisk rimelig glad lige nu, hvilket vidst også er sjældent at høre for jer, for når jeg skriver herinde, plejer tingene ikke ligefrem at køre på skinner for mig.
men nu skal i høre!
hvis man ser bort fra, at jeg har de voldsommeste ryg- og mavesmerter, og at jeg har forstuvet håndledet, er mit humør i top. jeg er rimelig glad, og jeg har haft to(tre) rigtig gode dage. fra mandag til tirsdag sov jeg sammen med min kæreste, hvor vi blev venner igen, og røg lidt om aftenen sammen. da vi så vågnede tirsdag, kunne vi ikke overskue skolen, og derfor blev vi hjemme under min dyne hele dagen, hvilket bare var helt vildt hyggeligt, savnet og nok også noget der var brug for. vi lå og puttede hele dagen, gik i bad, og så rigtig gode film, og småsov. sjældent har jeg følt mig så tryg. han gør sku noget ved mig, den gut dér. jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes om det, eller ej. jeg tror det skræmmer mig. han kan få mig til nærmest hvad som helst, fordi jeg er blind for fejl, skader, og andre negative ting. forstå mig nu ret, jeg kan sagtens se, men mit hjerte har taget over, og jeg kan ikke længere tænke mig om eller være rationel, da han påvirker mig følelsesmæssigt. jeg overgiver mig fulstændig til ham, jeg har givet ham mit hjerte, og nu håber jeg blot på, at han kan passe bedre på det end min forhenværende ekskæreste gjorde, og bedre end han har gjort hidtil. jeg ønsker ham held og lykke, for det er spredt, og lige pt. er det i millioner af stykker. jeg er vidst, hvad man kan kalde, håbløst forelsket. haha.
men som sagt, var mandag og tirsdag to gode dage, og i dag, hentede jeg en veninde fra mit gamle uddannelsessted, og derefter tog vi hjem til mig og var "tykke" med varm kakao, mælkesnitter, kanelbrød og flødeskum. ja okay undskyld, det lyder ulækkert, men det var faktisk ret hyggeligt og ret så lækkert. hihi. hun tog desværre rimelig tidligt hjem, hvorefter jeg havde endnu et skænderi ud af mange med mine forældre. heldigvis har jeg lært og lukke ørene, og derfor påvirker de mig ikke så meget længere. nu sidder jeg bare i min stue, hører god musik, opdaterer jer, letter mit hjerte, og forbereder en fødselsdagsgave til en af mine gode venner. han bliver atten i morgen, men jeg tror, han tror, at jeg har glemt hans fødselsdag. jeg har tænkt mig, at overraske ham i morgen tidlig, og tage hjem til ham, inden jeg tager i skole, og aflevere gaven. jeg håber, han bliver glad for den, for jeg har brugt mange kræfter, og meget tid, på at finde det helt perfekte. den skulle være personlig, brugbar, og nuttet, hvilket jeg synes, jeg har gjort ret godt. nu håber jeg bare, han bliver glad for den, og at han er vågen i morgen, når jeg smutter forbi. (ellers ville det sku være en anelse kedeligt)

jeg ved godt, jeg springer meget rundt i det, snakker en masse, skriver en masse uforståeligt, men hey. det er min blog, i må meget gerne læse, og følge med, men i bund og grund, er det jo mig selv der bestemmer hvad der bliver skrevet. jeg er min egen redaktør.

jeg håber, i har det godt. jeg tænker af og til på, hvem i egentlig er, og hvorfor i vil være faste læsere af min blog, men samtidig er jeg smigret. jeg håber måske, i en dag vil kommenterer en af mine noter. pas godt på jer selv, hyg jer, og så læses i ved senere på ugen. jeg vil forsøge at holde humøret højt og blive ved med at smile.

jeg har dræbt jer.

jeg kan se, jeg har fået mig 5 faste læsere, hvilket jeg faktisk er ret så imponeret over. det er ret sejt - jeg har aldrig prøvet det før, men desværre tror jeg også, jeg har dræbt chancen for, at i følger med i mig. jeg har ikke været aktiv herinde i meget lang tid, og jeg vil gerne sige, der er sine grunde, men jeg undskylder alligevel. jeg håber, i stadig er derude, og at i kan bruge mine opslag til et eller andet. jeg kan i hvert fald fortælle, at jeg faktisk synes om det fakta, at i sidder, og læser hvad jeg skriver. i får mig til at føle mig lidt mindre ligegyldig. så tak, hvis i stadig er her, og undskyld, hvis jeg har dræbt jer. det har aldrig været min mening.
men back to reality.
der er sket utrolig meget siden sidst, og for ikke at starte helt fra bunden, vil jeg starte med det væsentlige og kører igennem, og prøve at få det nogenlunde kronologisk...
efter en månede i skole, gik det op for mig, at jeg aldrig nogensinde ville overleve to år mere i min klasse, før jeg ville blive færdig med min uddannelse, og derfor tog jeg den drastiske beslutning simpelthen at skifte uddannelse, da jeg vidste, det ville være det bedste for mig. jeg kom på prøvedag på et nyt gymnasium, og klassen var simpelthen, alt hvad jeg drømte om, så jeg fik endnu en prøvedag, så jeg kunne beslutte mig endeligt. det har jeg så gjort. jeg er et nyt sted nu, hvor jeg faktisk har det overraskende godt. jeg har aldrig i hele mit liv været i sådan en god klasse, som jeg er i nu, hvilket betyder rigtig meget for mine hverdage. jeg glæder mig ligefrem til at komme i skole nu, og det er første gang i hele mit liv, jeg har sagt den sætning. det føles fantastisk! jeg er simpelthen så glad for alle menneskerne, stedet, og alt hvad der hører med. selv transporttiden rører mig ikke. jeg skal ud af døren halv syv om morgenen, for at møde klokken otte, og jeg er ligeglad, for jeg ved, jeg kommer derop. jeg ved, hvem jeg glæder mig til at se, og jeg ved, det næsten kun kan blive en god dag. så det er helt sikkert en ny og positiv forandring. for en gangs skyld...

jeg har også fået mig en kæreste, hvilket jeg ikke er super glad for lige nu. jeg holder virkelig meget af ham, og har været sammen med ham i 1½ månede nu, men de sidste to uger har været et helvede. vi har været oppe og skændes hele tiden, og han tror at alt er godt, fordi han slet ikke opfatter, hvor hårdt tingene tager på mig. han var langt sødere, da han bare kunne lide mig, og jeg ikke kunne lide ham, for der gik han nærmest efter "det uopnåelige", og nu, hvor han har fået det, er han ligeglad. så har han det, og så behøver han ikke længere at kæmpe, eller være sød, fordi han naivt tror, at jeg vil være der for evigt. men det kan jeg fortælle jer, det vil jeg ikke. og slet ikke nu. jeg har haft de to værste uger, pga. ham. han har brændt mig af, givet dårlige grunde, og i bund og grund, bare virket så uhyggelig ligeglad med mig, og alt hvad der hører til. hvilket er utrolig svært for mig, for hvis jeg først knytter mig til et andet menneske, bliver jeg utrolig sårbar. der skal ingenting til, før jeg bliver såret, og jeg tror ikke, han forstår alvoren i det. på en uge har jeg grædt 4 gange pga. ham. jeg har aldrig nogensinde været så glad for et andet menneske, som jeg er for ham, og alligevel er det det værste forhold nogensinde lige nu. jeg har det elendigt, og jeg har slet ikke lyst til at være sammen med ham længere, fordi han ingenting forstår. jeg føler mig så hjælpeløs. jeg er håbløst forelsket i en, der ikke en gang bekymrer sig om mig. men jeg forstår ikke hvorfor, han ikke gør. han har kunne lide mig i halvandet år nu, hvis han altså stadig kan lide mig, men da vi fandt sammen, mistede han interessen. jeg ved ikke, hvad jeg gør forkert, hvad jeg gør rigtigt, eller hvad jeg skal gøre. jeg er i en tilstand, hvor jeg bare bliver mere og mere lukket, fordi han sårer mig mere og mere, og hvis det bliver ved sådan her, kan et forhold jo ikke fungere. jeg lovede mig selv at slå op med ham, hvis dette ville ske, men nu hvor jeg er i situationen, kan jeg ikke give slip. jeg bliver ved med at håbe på forandring. jeg håber bare, der vil ske et eller andet, så han indser, hvor meget det her ødelægger mig. jeg ved ikke længere, hvad jeg skal skrive, så jeg tror, jeg vil dukke op igen inden for de næste dage, forklare yderligere og snakke mere om latterlige og ligegyldige ting. tak for jeres tid, og undskyld, for jeres spild. i må have det godt så længe. den våde avis, er begyndt igen. selv efter et halvt år.

utæmmede løve

den utæmmede løve,
klemt inde i bur,
det er for lille.
det føles som om,
buret klemmer.
mindre, dag for dag.
bliver ved,
med at,
møre, mase og manorerende,
prøver at guide,
få dyret i fælden,
kvæste, klemme og kvale det.
til sidst,
kan den ikke engang,
trække vejret,
og dør.
klemt i boksen,
det gamle
liv.

så skete det. jeg har mistet de to personer der fyldte mest og de to eneste personer jeg nogensinde har følt noget for. samtidig. i fucking den samme uge. jeg ved ikke hvad jeg skal føle, hvad jeg skal tro, eller hvad fanden jeg skal gøre. jeg er på grådens rand, igen, og jeg har det elendigt. jeg ville ønske, at jeg havde en 'reset knap' til hele mit liv. jeg har det elendigt, jeg savner dem som ind i helvede. dog mest min ekskæreste. jeg har stadig tænkt på, om der nogensinde ville ske mere, eller hvad der ville ske når jeg så ham igen, men nu, ved jeg, at tanken ikke engang er nogenlunde realistisk længere. vi snakker slet ikke sammen. jeg savner ham, mere end noget andet.

jeg kan ikke lade være, med at tænke på alle de ting jeg har lavet, alt det lort jeg har sagt, alle de gerninger jeg fortryder. jeg vil have en reset knap eller modet til at ende det hele, her. nu. jeg føler mig som en vild løve, i fangeskab. i verdens mindste bur, uden en eneste mulighed for at slippe fri, eller få det bedre. jeg føler burets vægge glider tættere og tættere på min hud, og snart, kan jeg ikke ånde længere. jeg kan ikke se så meget lys længere, hvis jeg overhovedet kan se noget som helst...

jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, hvad jeg skal gøre, eller om jeg bare skal give det hele op og tage langt langt væk, eller forsvinde for evigt, for real. jeg tror jeg vil stoppe nu, for i dag, og græde ud, løbe en tur og sove. jeg håber, at i har det bedre, end jeg har det lige nu..

undskyld der gik så lang tid, før jeg ville opdatere jer igen. jeg har haft meget andet i hovedet, og jeg har ærlig talt ikke været i stand til at samle mine tanker. jeg har haft for meget om ørene, og for at være ærlig, har min eneste tanke været, hvordan jeg kunne komme væk herfra, eller hvad jeg skulle drikke mig stiv i. jeg formåede at drikke mig fuld, to gange, i denne weekend. jeg har stadig ikke fundet en måde at komme væk herfra på. først tænkte jeg noget med at rejse langt væk og aldrig blive fundet, men så gik det op for mig, at jeg ikke kommer langt, uden penge...
jeg har haft en masse i hovedet, og så alligevel ingenting. mine tanker har været omkring sig, som slutten nede fra hjørnet har været denne weekend, hvilket ikke siger så meget. (i kender vel alle den slags typer. bvadrk!) men for at vende tilbage til noget i heller ikke kan bruge til en skid, mig. migmigmig. en lille egoistisk møgtæve der ikke har andet at bruge sin søndag på, end at opdatere en blog om hvor elendigt livet er og hvor gerne hun vil væk. *wuhu* indholdsrigt liv, siger jeg bare. haha. jeg ved ikke helt, hvorfor jeg overhovedet har en blog, jeg tror bare tanken om, at andre kan læse denne, og se at de ikke er de eneste, der har det elendigt af og til, måske kan hjælpe. hvor det samtidig hjælper mig, fordi jeg får lov at komme ud med mine tanker.
for at give jer en update på mit elendige liv, snakker jeg vidst ikke længere med ham gutten, der var min ekskæreste og en god ven. skænderierne blev vel for meget, for når alt kommer til alt, kan man åbenbart ikke overvinde alt, hvis båndet er stærkt nok. hvert bånd brister, hvis man bliver ved med at trække hver sin retning... den anden gut, jeg havde noget kørende med, ignorerer stadig. han har sagt til en fælles ven, at han ikke gider at snakke med mig mere. han kunne ikke give en grund, og da jeg kontaktede ham, og vi blev enige om at gå en tur og snakke om tingene, stak han halen mellem benene og gav mig aldrig en grund. så nu sidder jeg, igen og har mistet to sindssygt betydningsfulde mennesker. og så undrede de sig begge over, hvorfor jeg havde så svært ved at stole på folk. den ene ved mere om mig en nogen anden, og ham har jeg mistet. den anden, var jeg lige begyndt at stole på og fortælle ting, men ham har jeg også mistet nu. hver evig eneste gang jeg viser, hvem jeg virkelig er, går det galt og jeg mister dem. DERFOR er jeg, som jeg er...

jeg tror ikke der er nogen der forstår mig. hverken fuldt ud eller til dels. jeg troede i en årgang, at der var, men jeg er ved at indse, at der ikke er. af og til forstår jeg ikke engang selv, mig eller mine tanker. jeg synes bare det er underligt. som regel har man altid en eller to der forstår en, men jeg synes jeg er foruden dem. jeg er måske svær at finde ud af, ja, fordi jeg aldrig åbner mig helt og holder en hel del hemmeligt, eller for dens sags skyld snakker om mine følelser, men der er vel også andre der er sådan? hvorfor har jeg så ikke en der forstår mig... måske har simon ret. jeg lever lidt i min egen verden, hvor man skal kæmpe længe, for at blive en del af den, eller bare være en birolle i den. måske er det bare den jeg er. måske er det meningen, at jeg skal være ensom, og uforståelig. jeg ved det ikke. måske giver det mening for mig en dag - og hvis det gør, så lover jeg at skrive det og fortælle jer andre det...

jeg vil smutte, og finde ud af hvordan jeg kommer væk herfra, og rent faktisk færdiggøre mit mål. jeg orker ikke længere, og jeg trænger til et nyt sted, hvor ingen kender mig. det ville være skønt. i må have det sjovt, så vil jeg fortælle jer, en anden gang, hvordan mine tanker fungerer, disse kedelige søndage.

gulvet skal være min kæreste.

det blanke linoleums gulv,
nyvasket,
men beskidt fra folkene der har befamlet det med fødderne.
fodaftryk hist og pist,
men dog uden betydning,
og heldigvis fodaftryk der ikke siger mig noget,
medmindre det var dine.
jeg kan ikke genkende dem,
med held for mig selv,
og alligevel, ville jeg ønske jeg kunne.
hvis jeg kunne,
kunne jeg tage afstand.
nu ser jeg dig alle vegne,
uden at snakke og uden at kunne snakke med dig.
du skød min sidste båd i sænkeslagskibe,
og du skød med din kanon.
nu er jeg ikke andet end rester af resterne jeg var engang.
tårene løber ned af kinderne på mig,
selvom jeg går på gangen med mennesker alle vegne.
de kan rende mig.
gulvet, det fodaftryk dækkede linoleums gulv,
uden øjne.
det kigger ikke tilbage,
det viser mig ikke bekymringens øjne,
men vigtigst,
er det ikke menneskeligt, og lader mig være den jeg er,
og kigger ikke på mig overhovedet. det er der bare.
jeg tror, nej.
jeg vil have,
at det fodaftryk dækkede linoleums gulv,
skal være min kæreste.

lige som det ikke kunne blive værre...

blev dét det. jeg har aldrig i mit liv haft det så dårligt som jeg har det nu, og hvis jeg har, så kan jeg ikke huske det. jeg er ved at falde fra hinanden, og det går ikke bare hurtigt, det går med lynets hast. jeg brød sammen i dag, på skolen, foran alle, lidt midt i kantinen. jeg ved simpelthen ikke hvad der skete. en veninde hjalp mig ud og en anden tilbragte derefter eftermiddagen med mig, hvorpå vi var tykke og sad under en dyne og så film. hun vidste jeg ikke havde lyst til at snakke med hende om tingene, uden jeg sagde noget, underligt nok, så vi sad bare og så film. hun lod mig vide, at hun var der, og derefter slappede jeg bare fuldstændig af. jeg græd og vi så film og jeg fik lov til at græde. jeg ved ikke hvornår jeg sidst har grædt. det ligger ikke til min natur. jeg prøver altid at være den seje pige, hende med overblikket, og hende der har styr på det hele, uanset hvordan tingene hænger sammen, men det er jeg ikke, og det ved jeg også godt selv, men det er der virkelig få mennesker der egentlig ved. de tror jeg er hvad min facade er, og derfor tror jeg også det forskrækkede at se en tudende tøs foran sig, når man er vant til en eller anden dulle der hopper rundt og griner og smiler, for ikke at virke sårbar. men som sagt, var i dag, dagen hvor det crashede og jeg ikke kunne holde facaden. jeg brød sammen og har været et mess lige siden. jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg bliver ved med at tude over de samme latterlige ting og det sidste jeg har lyst til, er at være i selskab med andre og mig selv. jeg kan ikke samle mine tanker, de flyver hurtigere end noget andet og mine tårer falder i takt med musikken der ømt behandler mine trommehinder. musikken siger mig absolut ingenting, da jeg ikke engang kan sætte ord på sangene eller skelne dem fra hinanden, men én ting ved jeg. de får mig til at tude, og det er rart. for første gang i lang tid, skider jeg for alvor på alt. jeg ved alligevel ikke hvad jeg skal gøre længere. jeg overvejer mange forskellige ting, men den væsentligste ting lige nu, er at sidde her. jeg vil ikke gøre noget, jeg vil ikke lave noget, jeg vil bare være i min egen lille bobbel og tude alt det jeg overhovedet orker, så jeg måske kan være okay i morgen, selvom jeg ved jeg ikke er. jeg ved ikke, hvornår jeg har det godt igen, jeg ved ikke hvornår jeg kan smile uden at græde og jeg ved ikke hvornår jeg får min facade igen. lige nu, ved jeg ingenting, og lige nu, er jeg så ligeglad at du ikke drømmer om det. hele verdenen skal lade mig sidde og drukne. jeg ved, at jeg er klam at høre på - men jeg ved også, bedre end nogen af jer, hvordan jeg har det. lad mig være i fred, lad mig dø i fred, lad mig VÆRE DØD, i fred.
farvel.

et andet synspunkt.

jeg er et pivedyr,
fyldt med støv.
jeg er blevet glemt,
og efterladt tilbage bagerst på hylden.

når jeg piver,
høres der kun en vissen lyd.
mine lunger er ødelagte,
og min røst er vag.

jeg er gammel,
i forhold til min alder.
men jeg står stadig alene,
og er ikke blevet bemærket i årevis.

måske tages jeg frem igen,
en dag.
de vil tage mig ned,
og genopdage glæden ved mit slidte udseende.

jeg håber ikke jeg keder dem,
så jeg sættes tilbage igen.
jeg vil pive, med min vage røst,
og håbe det vil charmere dem.

jeg rykker mig ikke,
tilbage bagest på hylden jeg bliver.
vil aldrig rykke mig igen,
før du tager mig frem.

verdens dårligste digt, med enderim.

alene i hverdagene,
sidder jeg på tagene.
tænker tingene igennem,
savner vennen.
ham jeg havde engang,
der tog min trang.
dengang var jeg ikke ensom,
ikke engang den mindste smule tom,
men nu,
er jeg ved at gå itu.
han sagde han ville hjælpe mig,
men han var præcis ligesom dig.
nu er han væk,
og tilbage er mit ensomme blæk.
mine tanker er svære at samle,
det er de samme som de gamle.
altid de samme ting der kører i ring i min hjerne,
og virkeligheden er noget af det aller mest fjerne.
jeg lever i et drømmeland,
og ikke engang dér er tingene som vand.
jeg er alene hele tiden,
fordi jeg selv har lært mig den viden.
gad vide hvad fremtiden bringer,
måske jeg også den fortrænger..

her sidder jeg så igen. jeg fik ikke skrevet i går, da min bror bookede stuen, og jeg havde glemt computeren derinde. nu havde jeg heller ikke så meget brug for det, men i dag er jeg endnu en gang rastløs og underlig. jeg har været på arbejde i dag, i min elskede børnehave, hvor jeg skulle hjælpe en lille pige ned fra et træ, da hun var kravlet så højt, at hun ikke kunne komme ned igen.
det var lidt sjovt, og også meget hyggeligt. da jeg havde god tid i dag, kunne jeg også være dernede meget længere og rende rundt og lege. ser i, når jeg er på arbejde, glemmer jeg alt andet. jeg glemmer hvad jeg har lavet, hvad jeg skal lave og bedst af alt - alle mine tanker. det er simpelthen det bedste sted overhovedet. mit fristed eller mit tilflugtssted som jeg kalder og elsker det. hvis man ser bort fra børnehaven, har min dag været levende. ikke god, ikke dårlig, men jeg har været levende. jeg fejrede fødselsdag for en god ven, og han blev enormt glad for en gave jeg havde købt og vi har haft en rigtig hyggelig dag, men så skulle jeg snakke med min vejleder. han var meget interesseret i hvordan jeg havde det og alt det der stas, som jeg ikke mente var verdens sjoveste at snakke om, da det er personligt, og kun noget der vedkommer mig. men hvis vi ser bort fra det, var jeg enormt glad da jeg mødte. jeg havde en fantastisk dag i går, som jeg tilbragte med to gode venner og en masse trambolin hopperi og vandkamp. vi havde det enormt sjovt, og jeg hyggede mig, og havde den bedste dag, jeg har haft meget længe. det var fantastisk. jeg er meget nostalgisk lige nu, og faktisk ret ked af det, men jeg ved ikke hvorfor. jeg kan slet ikke overskue noget, og slet ikke overskue tanken om alle de ting min studievejleder sagde. jeg skal have ordnet en masse, jeg skal tænke for mig selv og jeg skal mest af alt bare være alene. jeg ville ønske, at jeg havde en enorm skotøjsæske, og at jeg var en sko. så ville jeg gemme mig i den, lægge låget på og blive der, til jeg ville op igen. det kunne være rart at have et sted, hvor man virkelig var væk. mit eneste fødselsdagsønske for nu, er en kollosal skotøjsæske.
jeg vender tilbage senere, når jeg har mere på hjerte. vi ses.

en ny dag. ikke fordi den var bedre end gårsdagens, og slet ikke fordi jeg ikke bliver ramt af den våde avis, men fordi jeg har behov for at skrive noget. jeg skal ud med mine tanker, og jeg skal have noget luft, så jeg kan lægge mig til at sove. min dag har faktisk været totalt uden indhold, men alligevel med meget indhold. jeg har hængt tøj op, lagt det sammen, skrevet med vennerne og alt det bras vi ensomme teenagere alligevel kan tage os sammen til at lave. men nok om det, det er i nok også ligeglade med. jeg skal bare vende hjernen på vrangen og få mit rod af tanker på plads.
ser i, en god ven af mig og jeg er ved at falde fra hinanden. det er et af de der langdistance venskaber, hvor man aldrig ser hinanden. sidst jeg så ham, var sommerferien 2008, da vi kom sammen, hvilket faktisk er ligegyldigt, så unskyld for den detalje. men siden har vi skrevet, og vi ville mødes osv. men kunne ikke finde tiden. da vi så skulle mødes i vinterferien og jeg var helt oppe og køre og sindssygt glad, tog jeg toget til, hvor vi skulle mødes, og ventede på ham.. og ventede.. og ventede.. efter jeg havde stået og ventet i en halv time, fik jeg en sms - ja, du læser rigtigt, en sms - hvor der stod at han ikke ville dukke op, da han blev forhindret, og alt var galt hos ham og alt det der. jeg blev så ked af det, at jeg fik svaret at det var ligemeget, men for helvede hvor var det ikke lige meget. jeg slukkede min telefon, og ignorerede ham, i tre dage eller sådan noget - ja, jeg er et meget modent menneske.. - men vi begyndte at skrive igen, og vi fungerede nogenlunde efter vi fik talt ud. men så skulle vi så mødes igen, troede jeg, men vores kommunikation var så ringe at vi aldrig fandt ud af det. i stedet blev vi uvenner og jeg blev ked af det og sur, og første gang vi har snakket siden da, er i dag. jeg vil gerne påpege det var i den der underlige påskeferie det her skete. og i dag fandt vi ud af ingenting. i stedet begyndte vi at diskutere, og jeg blev ked af det, igen. så nu sidder jeg her, og har det vold nederen, over jeg ikke kan snakke med ham længere, og hader venskaber, der strækker sig over landet. jeg hader, at vi ikke kan få det til at fungere, og jeg savner ham. samtidig er jeg sur på ham, fordi jeg ikke tror på tingene længere. jeg synes det hele er blevet til et forhold med tomme løfter og falske facader. én ting er en facade for folk man ikke kender, men når jeg bliver nødt til at holde den, for en der kender mig bedre end nogen anden, gør det ondt. jeg ved ikke hvor vi ender, eller hvordan dette kommer til at gå, men ham gutten her, kommer i helt sikkert til at høre mere om, da han er af en enorm betydning..
så har jeg den her anden gode ven, der vidst kan lide mig, og som betyder meget ,og som plejer at gøre mig glad, men i denne uge har han irriteret mig. jeg har været ked af det og langt nede, og hans borende spørgsmål og glade jeg har bare været for meget for mig. undskyld du, hvis du læser dette. jeg skal nok forsøge at gøre det bedre, i ugen der kommer, især for min egen skyld, da jeg hader at være uvenner med ham..
og bare for at gøre det hele endnu mere kompliceret - tror jeg, at jeg har smadret noget med en anden ven/flirt/someting. jeg har været i tvivl om hvorvidt jeg kunne lide ham eller ej, og han har forsøgt at kysse mig, men hver gang har jeg trukket mig væk, af frygt for at fortryde eller bare af frygt for at gøre noget forkert - og nu har jeg gjort noget forkert - ved at trække mig væk, for siden i fredags hvor han forsøgte at kysse mig sidst, har han været kold, kort og ligeglad. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved ham, men jeg håber bare han har haft travlt og vil bløde op hen ad vejen. en ting er dog sikkert med denne dreng - jeg vil aldrig, nogensinde, kunne finde ud af ham.
ellers er jeg bare træt og nostalgisk. jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, for jeg blev hylet ud af den og forvirret af min mor, da hun ville have en samtale startet. jeg håber i kan leve med denne totalt ligegylde og latterlige blog, ellers må i bare acceptere den alligevel. jeg vil kaste min mobil langt væk, slukke computeren og sætte mig ud på mit dejlige tag, hvor jeg kan lade tankerne flyve. sov godt og pas godt på jer selv, for det kan jeg ikke. vi ses, du finurlige blog.

nu har jeg så fået en blog. den 25. april, 2009.
specielt alligevel. jeg ved egentlig ikke lige hvorfor, jeg ville have en, men én ting vidste jeg. jeg ville have et sted at komme ud med mine tanker, et forum, som det her. jeg ville have et sted, hvor jeg kunne skrive, få tingene ud, men folk ikke kunne genkende mig. det lyder meget typisk, og det lyder som enhver teenager, men hvad fanden, det er jeg jo også. jeg er bare endnu en teenager i mængden, en af dem man ikke lægger mærke til ,eller hægter sig fast ved. du ved, en af de usynlige teenagere der egentlig sagtens kunne være død, uden folk ville vide det eller bide mærke i det. men hvad fanden, ellers har jeg det jo meget godt. hvis vi nu ser bort fra det ene og det andet, ikke? haha. i kender det vidst, i teenagere gør i hvert fald. jeg ved ikke helt, hvad jeg vil skrive, eller hvad jeg skriver og for den sags skyld hvorfor jeg skriver noget, for jeg kan ikke samle tankerne. mine tanker flyver hurtigere, end du kan kaste en børne slikkepind gennem luften. jeg kan ikke samle dem eller mig selv, og det eneste jeg kan bruge min lørdag aften på, er at høre musik og skrive alt om ingenting. er det en kære dagbog jeg har gang i, eller er det en blog? hvordan starter man egentlig sådan en. haha, jeg er vidst lidt ny på emnet, men så må jeg jo sige "velkommen til", til mig selv, da ingen andre har tænkt sig det. haha. mine lørdage aftener plejer faktisk at have mere indhold, tro det eller ej, normalt render jeg rundt et eller andet sted, og drikker hjernen ud, eller skriver tomme digte. men ikke denne lørdag, denne lørdag, ville jeg have en blog, hvilket jeg faktisk har tænkt på længe. jeg må indrømme det er lidt spøjst, men sjovt. jeg får tankerne ud, mine mange tanker om absolut ingenting, og jeg kan få tømt hovedet på en sjov måde, men hvorfor gør jeg det egentlig, er alligevel en tanke der har slået mig hårdt i hovedet, som en våd avis sådan ca. 100 gange indtil nu. for at være ærlig, har jeg faktisk pænt ondt i hovedet efterhånden, eftersom en våd avis slår ret meget hårdere, end jeg ummildbart gik og troede, så jeg tror jeg vil slutte af for i dag, mens avisen endnu har ramt mig mindst 13 gange siden sidst, så godnat herfra. i får mere sladder om morgendagens ligegyldighed, når aviserne stopper deres protester mod mig og begynder at forholde sig i ro.