et andet synspunkt.

jeg er et pivedyr,
fyldt med støv.
jeg er blevet glemt,
og efterladt tilbage bagerst på hylden.

når jeg piver,
høres der kun en vissen lyd.
mine lunger er ødelagte,
og min røst er vag.

jeg er gammel,
i forhold til min alder.
men jeg står stadig alene,
og er ikke blevet bemærket i årevis.

måske tages jeg frem igen,
en dag.
de vil tage mig ned,
og genopdage glæden ved mit slidte udseende.

jeg håber ikke jeg keder dem,
så jeg sættes tilbage igen.
jeg vil pive, med min vage røst,
og håbe det vil charmere dem.

jeg rykker mig ikke,
tilbage bagest på hylden jeg bliver.
vil aldrig rykke mig igen,
før du tager mig frem.

verdens dårligste digt, med enderim.

alene i hverdagene,
sidder jeg på tagene.
tænker tingene igennem,
savner vennen.
ham jeg havde engang,
der tog min trang.
dengang var jeg ikke ensom,
ikke engang den mindste smule tom,
men nu,
er jeg ved at gå itu.
han sagde han ville hjælpe mig,
men han var præcis ligesom dig.
nu er han væk,
og tilbage er mit ensomme blæk.
mine tanker er svære at samle,
det er de samme som de gamle.
altid de samme ting der kører i ring i min hjerne,
og virkeligheden er noget af det aller mest fjerne.
jeg lever i et drømmeland,
og ikke engang dér er tingene som vand.
jeg er alene hele tiden,
fordi jeg selv har lært mig den viden.
gad vide hvad fremtiden bringer,
måske jeg også den fortrænger..

her sidder jeg så igen. jeg fik ikke skrevet i går, da min bror bookede stuen, og jeg havde glemt computeren derinde. nu havde jeg heller ikke så meget brug for det, men i dag er jeg endnu en gang rastløs og underlig. jeg har været på arbejde i dag, i min elskede børnehave, hvor jeg skulle hjælpe en lille pige ned fra et træ, da hun var kravlet så højt, at hun ikke kunne komme ned igen.
det var lidt sjovt, og også meget hyggeligt. da jeg havde god tid i dag, kunne jeg også være dernede meget længere og rende rundt og lege. ser i, når jeg er på arbejde, glemmer jeg alt andet. jeg glemmer hvad jeg har lavet, hvad jeg skal lave og bedst af alt - alle mine tanker. det er simpelthen det bedste sted overhovedet. mit fristed eller mit tilflugtssted som jeg kalder og elsker det. hvis man ser bort fra børnehaven, har min dag været levende. ikke god, ikke dårlig, men jeg har været levende. jeg fejrede fødselsdag for en god ven, og han blev enormt glad for en gave jeg havde købt og vi har haft en rigtig hyggelig dag, men så skulle jeg snakke med min vejleder. han var meget interesseret i hvordan jeg havde det og alt det der stas, som jeg ikke mente var verdens sjoveste at snakke om, da det er personligt, og kun noget der vedkommer mig. men hvis vi ser bort fra det, var jeg enormt glad da jeg mødte. jeg havde en fantastisk dag i går, som jeg tilbragte med to gode venner og en masse trambolin hopperi og vandkamp. vi havde det enormt sjovt, og jeg hyggede mig, og havde den bedste dag, jeg har haft meget længe. det var fantastisk. jeg er meget nostalgisk lige nu, og faktisk ret ked af det, men jeg ved ikke hvorfor. jeg kan slet ikke overskue noget, og slet ikke overskue tanken om alle de ting min studievejleder sagde. jeg skal have ordnet en masse, jeg skal tænke for mig selv og jeg skal mest af alt bare være alene. jeg ville ønske, at jeg havde en enorm skotøjsæske, og at jeg var en sko. så ville jeg gemme mig i den, lægge låget på og blive der, til jeg ville op igen. det kunne være rart at have et sted, hvor man virkelig var væk. mit eneste fødselsdagsønske for nu, er en kollosal skotøjsæske.
jeg vender tilbage senere, når jeg har mere på hjerte. vi ses.

en ny dag. ikke fordi den var bedre end gårsdagens, og slet ikke fordi jeg ikke bliver ramt af den våde avis, men fordi jeg har behov for at skrive noget. jeg skal ud med mine tanker, og jeg skal have noget luft, så jeg kan lægge mig til at sove. min dag har faktisk været totalt uden indhold, men alligevel med meget indhold. jeg har hængt tøj op, lagt det sammen, skrevet med vennerne og alt det bras vi ensomme teenagere alligevel kan tage os sammen til at lave. men nok om det, det er i nok også ligeglade med. jeg skal bare vende hjernen på vrangen og få mit rod af tanker på plads.
ser i, en god ven af mig og jeg er ved at falde fra hinanden. det er et af de der langdistance venskaber, hvor man aldrig ser hinanden. sidst jeg så ham, var sommerferien 2008, da vi kom sammen, hvilket faktisk er ligegyldigt, så unskyld for den detalje. men siden har vi skrevet, og vi ville mødes osv. men kunne ikke finde tiden. da vi så skulle mødes i vinterferien og jeg var helt oppe og køre og sindssygt glad, tog jeg toget til, hvor vi skulle mødes, og ventede på ham.. og ventede.. og ventede.. efter jeg havde stået og ventet i en halv time, fik jeg en sms - ja, du læser rigtigt, en sms - hvor der stod at han ikke ville dukke op, da han blev forhindret, og alt var galt hos ham og alt det der. jeg blev så ked af det, at jeg fik svaret at det var ligemeget, men for helvede hvor var det ikke lige meget. jeg slukkede min telefon, og ignorerede ham, i tre dage eller sådan noget - ja, jeg er et meget modent menneske.. - men vi begyndte at skrive igen, og vi fungerede nogenlunde efter vi fik talt ud. men så skulle vi så mødes igen, troede jeg, men vores kommunikation var så ringe at vi aldrig fandt ud af det. i stedet blev vi uvenner og jeg blev ked af det og sur, og første gang vi har snakket siden da, er i dag. jeg vil gerne påpege det var i den der underlige påskeferie det her skete. og i dag fandt vi ud af ingenting. i stedet begyndte vi at diskutere, og jeg blev ked af det, igen. så nu sidder jeg her, og har det vold nederen, over jeg ikke kan snakke med ham længere, og hader venskaber, der strækker sig over landet. jeg hader, at vi ikke kan få det til at fungere, og jeg savner ham. samtidig er jeg sur på ham, fordi jeg ikke tror på tingene længere. jeg synes det hele er blevet til et forhold med tomme løfter og falske facader. én ting er en facade for folk man ikke kender, men når jeg bliver nødt til at holde den, for en der kender mig bedre end nogen anden, gør det ondt. jeg ved ikke hvor vi ender, eller hvordan dette kommer til at gå, men ham gutten her, kommer i helt sikkert til at høre mere om, da han er af en enorm betydning..
så har jeg den her anden gode ven, der vidst kan lide mig, og som betyder meget ,og som plejer at gøre mig glad, men i denne uge har han irriteret mig. jeg har været ked af det og langt nede, og hans borende spørgsmål og glade jeg har bare været for meget for mig. undskyld du, hvis du læser dette. jeg skal nok forsøge at gøre det bedre, i ugen der kommer, især for min egen skyld, da jeg hader at være uvenner med ham..
og bare for at gøre det hele endnu mere kompliceret - tror jeg, at jeg har smadret noget med en anden ven/flirt/someting. jeg har været i tvivl om hvorvidt jeg kunne lide ham eller ej, og han har forsøgt at kysse mig, men hver gang har jeg trukket mig væk, af frygt for at fortryde eller bare af frygt for at gøre noget forkert - og nu har jeg gjort noget forkert - ved at trække mig væk, for siden i fredags hvor han forsøgte at kysse mig sidst, har han været kold, kort og ligeglad. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved ham, men jeg håber bare han har haft travlt og vil bløde op hen ad vejen. en ting er dog sikkert med denne dreng - jeg vil aldrig, nogensinde, kunne finde ud af ham.
ellers er jeg bare træt og nostalgisk. jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, for jeg blev hylet ud af den og forvirret af min mor, da hun ville have en samtale startet. jeg håber i kan leve med denne totalt ligegylde og latterlige blog, ellers må i bare acceptere den alligevel. jeg vil kaste min mobil langt væk, slukke computeren og sætte mig ud på mit dejlige tag, hvor jeg kan lade tankerne flyve. sov godt og pas godt på jer selv, for det kan jeg ikke. vi ses, du finurlige blog.