undskyld der gik så lang tid, før jeg ville opdatere jer igen. jeg har haft meget andet i hovedet, og jeg har ærlig talt ikke været i stand til at samle mine tanker. jeg har haft for meget om ørene, og for at være ærlig, har min eneste tanke været, hvordan jeg kunne komme væk herfra, eller hvad jeg skulle drikke mig stiv i. jeg formåede at drikke mig fuld, to gange, i denne weekend. jeg har stadig ikke fundet en måde at komme væk herfra på. først tænkte jeg noget med at rejse langt væk og aldrig blive fundet, men så gik det op for mig, at jeg ikke kommer langt, uden penge...
jeg har haft en masse i hovedet, og så alligevel ingenting. mine tanker har været omkring sig, som slutten nede fra hjørnet har været denne weekend, hvilket ikke siger så meget. (i kender vel alle den slags typer. bvadrk!) men for at vende tilbage til noget i heller ikke kan bruge til en skid, mig. migmigmig. en lille egoistisk møgtæve der ikke har andet at bruge sin søndag på, end at opdatere en blog om hvor elendigt livet er og hvor gerne hun vil væk. *wuhu* indholdsrigt liv, siger jeg bare. haha. jeg ved ikke helt, hvorfor jeg overhovedet har en blog, jeg tror bare tanken om, at andre kan læse denne, og se at de ikke er de eneste, der har det elendigt af og til, måske kan hjælpe. hvor det samtidig hjælper mig, fordi jeg får lov at komme ud med mine tanker.
for at give jer en update på mit elendige liv, snakker jeg vidst ikke længere med ham gutten, der var min ekskæreste og en god ven. skænderierne blev vel for meget, for når alt kommer til alt, kan man åbenbart ikke overvinde alt, hvis båndet er stærkt nok. hvert bånd brister, hvis man bliver ved med at trække hver sin retning... den anden gut, jeg havde noget kørende med, ignorerer stadig. han har sagt til en fælles ven, at han ikke gider at snakke med mig mere. han kunne ikke give en grund, og da jeg kontaktede ham, og vi blev enige om at gå en tur og snakke om tingene, stak han halen mellem benene og gav mig aldrig en grund. så nu sidder jeg, igen og har mistet to sindssygt betydningsfulde mennesker. og så undrede de sig begge over, hvorfor jeg havde så svært ved at stole på folk. den ene ved mere om mig en nogen anden, og ham har jeg mistet. den anden, var jeg lige begyndt at stole på og fortælle ting, men ham har jeg også mistet nu. hver evig eneste gang jeg viser, hvem jeg virkelig er, går det galt og jeg mister dem. DERFOR er jeg, som jeg er...

jeg tror ikke der er nogen der forstår mig. hverken fuldt ud eller til dels. jeg troede i en årgang, at der var, men jeg er ved at indse, at der ikke er. af og til forstår jeg ikke engang selv, mig eller mine tanker. jeg synes bare det er underligt. som regel har man altid en eller to der forstår en, men jeg synes jeg er foruden dem. jeg er måske svær at finde ud af, ja, fordi jeg aldrig åbner mig helt og holder en hel del hemmeligt, eller for dens sags skyld snakker om mine følelser, men der er vel også andre der er sådan? hvorfor har jeg så ikke en der forstår mig... måske har simon ret. jeg lever lidt i min egen verden, hvor man skal kæmpe længe, for at blive en del af den, eller bare være en birolle i den. måske er det bare den jeg er. måske er det meningen, at jeg skal være ensom, og uforståelig. jeg ved det ikke. måske giver det mening for mig en dag - og hvis det gør, så lover jeg at skrive det og fortælle jer andre det...

jeg vil smutte, og finde ud af hvordan jeg kommer væk herfra, og rent faktisk færdiggøre mit mål. jeg orker ikke længere, og jeg trænger til et nyt sted, hvor ingen kender mig. det ville være skønt. i må have det sjovt, så vil jeg fortælle jer, en anden gang, hvordan mine tanker fungerer, disse kedelige søndage.