at miste alt hvad man havde kært

en kærlighed,
som man skal leve foruden.
et manglende hjerte,
og en forsvundet sjæleven.
en sorg så stor;
mulighederne synes mikroskopiske.

min sjæl er revet itu,
mit hjerte spredt til alle verdenshjørner,
mit indre som knust med en hammer.

lad sorgen blive til fysik,
og lad de dybeste ar hele.
hjertet kan ikke samles alene,
men kroppen læger alle dele.

et halvt år på 10 minutter

okay...
undskyld! den lange ventetid fra mit sidste indlæg og til nu. der er sket mere, end i overhovedet kan forestille jer, og for at være ærlig ved jeg næsten ikke en gang, hvor jeg skal starte.
i virkeligheden var det faktisk meningen, at jeg ville opdatere jer noget hurtigere, og fortælle at jeg desværre mistede min kæreste, men jeg kunne ikke finde ud af at få det sagt/skrevet, eller for den sags skyld finde ud af at indrømme det for mig selv, fordi jeg var sønderknust, og så blev det bare aldrig gjort - og pludselig nåede jeg nærmest til det punkt, hvor jeg bare tænkte, at det var lige meget, for så var det så lang tid siden, at det vel i bund og grund kun var mig, der ikke var kommet videre, og derfor ville det være spild af jeres tid.. men nok om det! jeg vil starte, og jeg vil prøve at skrive så meget ned, som jeg nu og en gang kan huske inde i mit lille bitte hovede, og så vil jeg prøve at give en kronologisk oversigt over mit sidste halve år, på de 10 minutter som i måske vil bruge på at læse det (hvis det overhovedet kommer til at tage jer så lang tid)!

jo. jeg starter fra, hvor jeg mistede min kæreste, hvilket jeg gjorde samme dag som den første gymnasie fest i år 2010. (på min gamle gymnasium. jeg skiftede jo skole for et års tid siden). vi havde været oppe og skændes i en uges tid, fordi vi havde været til noget hyggedruk sammen, hvor jeg var begyndt at græde, fordi jeg var virkelig ked af det, og han var ligeglad. han brugte sin aften på at sidde og flirte med en eller anden trunte i stedet for at sørge for mig. resultatet på den aften var derfor, at hans fem gode venner snakkede med mig, mens han snakkede med trunten og faldt i søvn. hans venner var der mere for mig, end han var, og derfor besluttede vi os for at snakke sammen. da vi så endelige fandt tiden til at ses, snakkede vi i flere timer, og vi blev enige om at slå op, hvilket ødelagde mig fuldstændig.
jeg havde aldrig i mit liv troet, at et brud skulle gøre så ondt, men det fik jeg jo erfaret mig. jeg brugte den første weekend på at være sammen med mine nærmeste venner, glemme, sove og græde. derefter besluttede jeg mig for, at jeg ikke burde græde over spildt mælk, da jeg alligevel havde det forfærdeligt i størstedelen af den tid, vi havde været i et forhold sammen. eller.. det var i hvert fald, hvad jeg fortalte andre.. i virkeligheden kunne jeg slet ikke komme videre. jeg gik konstant og håbede på, at han ville fortryde, eller at han ville indse, jeg var hans eneste ene og derfor kæmpe for mig. men der er en grund til at det hedder eventyr, og at man aldrig hører om nogle romantiske slutninger i virkeligheden, og at romantikken bliver på film, så det skete aldrig. først mistede jeg ham bare som kæreste, men vi skrev lidt sammen, en gang eller to om ugen, for at høre hvordan det gik med hinanden. til sidst kørte vi dog døde i det, da vi begge to var lukkede over for hinanden, og i bund og grund ikke turde at indrømme, at vi var sårede og savnede hinanden. vi var begge to for stolte, og derfor skiltes vores veje.
jeg brugte lang tid på at komme over ham, måneder faktisk, hvor jeg savnede ham, tænkte på ham, og ønskede mig tilbage, selvom jeg ofte var ked af det, og selvom jeg i bund og grund nok havde det bedre uden ham. jeg havde bare behov for trygheden. sådan et voldsomt behov, at jeg af og til ikke kunne sove om natten, og sådan et behov at jeg hellere ville drikke mig fuld og kollapse, da jeg så var hundrede procent sikker på, at mine drømme ikke ville omhandle ham, og da jeg i så fald var sikker på, at jeg kunne glemme. bare for en aften eller to. til sidst stoppede jeg med at drikke mig fuld for at falde i søvn, og til sidst lærte jeg vel lige så stille at være alene igen, men jeg levede med tanken. jeg accepterede den - og det betyder ikke, at det ikke gjorde ondt, og at jeg var kommet videre, for det var jeg ikke. jeg lærte bare at affinde mig med tingene. ligesom hvis man i bund og grund ikke kan lide lasagne, men skal spise for første gang ved sine svigerforældre. så smager man på den alligevel og spiser den - man affinder sig med den. sådan gjorde jeg, da jeg mistede ham. da jeg fandt ud af, at jeg var alene. dagene, ugerne og månederne gik, og før jeg vidste af det, kunne jeg ikke længere mærke, at han var væk uden at tænke over det. han blev et fantastisk minde, og han blev til et savnet menneske, men nu var han kun noget, jeg lagde mærke til manglede, når jeg gjorde mig selv opmærksom på det.

jeg begyndte at få flere venner oppe på mit nye gymnasium, og jeg begyndte at snakke med en hel masse forskellige. deriblandt mødte jeg to drenge, der var gode venner med en af mine veninder deroppefra. jeg begyndte at snakke rigtig meget med den ene af dem, hvorefter vi fik et sjovt venskab, og vi konstant snakkede sammen. jeg var glad for at have fundet en, der forstod mig, da jeg virkelig følte, jeg var på bølgelængde med ham, da vi begge havde mistet en kæreste ca. samtidig, og derfor begge to i bund og grund bare prøvede at samle stumperne af vores hjerter sammen igen. han blev senere hen så forelsket i mig, hvilket hans gode ven også gjorde, da jeg var begyndt at snakke mere med ham også, og før jeg vidste af det, stod jeg i et dilemma mellem de to. jeg ville ikke ødelægge deres venskab, men jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg ikke rigtig følte noget for nogen af den (andet end venskab, da de var fantastiske). ham jeg skrev med hver dag, valgte af ukendte grunde at trække sig tilbage. vi begyndte at snakke mindre og mindre sammen, og pludselig fortalte hans ven mig, at han havde fået en kæreste. hvilket jeg var glad for. det betød, han var kommet videre, og det betød, at jeg ikke kunne ødelægge deres venskab, hvis jeg kom tættere på den ene eller den anden i samme grad.

den 8. maj blev jeg så overfaldet med en af mine gode venner. vi var til en fest, hvor der var en masse "børn" (undskyld udtrykket), men en masse unge på omkring 14-16 år, der i bund og grund mente, de var klogere end os andre (de har sikkert også været bedre til matematik, men socialt og samfundsfagsmæssigt var de et flop). en af drengene til festen kom derfor op og diskutere med en af mine bedste venner, hvilket resulterede i, at han begyndte at skubbe til min ven. det udartede sig, og jeg tog parti, da jeg blev blandet ind i diskussionen, selvom jeg mente at hele situationen var dybt latterlig. de var kommet op og skændes over noget så latterligt som punk kulturen (jeg mener ikke, at punk kulturen er latterlig. bare at det er dumt at ødelægge en fest på at diskutere noget som dette, når man kunne drikke sig fuld og danse). men ja. før vi vidste af det, stod der ti drenge rundt om os, som havde tænkt sig at tæve min ven, men ikke mig, da jeg var en pige, og deres meget modne facade ikke mente, det var tilladt at slå på tøser. fint nok. jeg er dog sådan en lille og stædig lort, at jeg ikke kunne acceptere, at de ikke ville slå mig, men at de ingen problemer havde med at genere min ven. så jeg blandede mig. og provokerede. og var rapkæftet. (fordi sådan er jeg). det endte desværre i at vi fandt ud af, vi havde lagt os ud med de forkerte, da de ikke lige havde fortalt os, at de 5 nyankomne gæster til festen (der var blevet ringet op for at være forstærkning, hvis nu vi skulle ende op med at slås), var sønner til nogle rockere. vi fandt dog ud af det for sent, efter vi var blevet skubbet, væltet og min gode ven, havde fået et ordentlig par på hovedet og en flænge under øjet. jeg havde heldigvis kun fået et par lussinger, og derfor ingen fysiske skader, men jeg var stadig bange. de drenge der en halv time forinden havde snakket om, at de aldrig ville slå på en pige, var åbenbart blevet i tvivl om, hvilket køn jeg var af. endelig. jeg var i bund og grund ligeglad med, at de slog mig, selvom de havde sagt de ikke ville. jeg ville bare gerne have det overstået. min ven og jeg slog ikke en eneste gang. det eneste jeg gjorde, var at holde mine hænder op, så jeg ikke blev slået omkuld, og ellers prøvede jeg at snakke med dem. til sidst gav vi dog op, da min gode ven havde fået et alvorligt par på siden af hovedet, og vi løb. to mennesker fra ti drenge. da vi havde løbet i ca. to minutter, tænkte vi, at vi var kommet langt nok væk, og at folk fra festen derfor ikke gad at finde os, men vi fandt hurtigt ud af, at det var løgn. vi blev ringet op af en fra festen, der fortalte os, at vi havde lagt os ud med nogle unge sønner til et par rockere, og at de nu havde skaffet sig en pistol og var taget ud for at lede efter os. (det resulterede i en overordentlig omgang spurt, hvor vi fik stukket af og gemte os i vennens have). - heldigvis sluttede aftenens episode der, og der skete ikke mere, men det var en forskrækkelse og en oplevelse der satte sig dybt i os begge. ingen af os havde troet at aftenen skulle ende sådan, og ingen af os havde prøvet nogen lignende før. dette traumatiserede dog mig til sådan en grad, at jeg fortalte ham den ene af mine nye venner om det, da det var sket. jeg græd i telefonen, og jeg håbede sådan, at han kunne sige noget, der fik min frygt til at gå væk. det kunne han ikke. men til gengæld aftalte han med mig, at vi ville pjække mandagen væk, og så kunne vi være ved ham, snakke tingene igennem og jeg kunne få noget luft og få noget andet at tænke på – hvilket jeg takkede ja til, uden at tøve.

så var det derfor blevet mandag den 10. (ja, undskyld jeg kan huske datoen, men der er flere grunde. dem får i senere, for ellers er det slet ikke sjovt at læse, hvad der nu kommer til at stå!). jeg tog hjem til denne her nye ven, som henover weekenden faktisk var begyndt at virke kærlig. han var dog altid typen, som tog pis på en, og derfor troede jeg ikke, at han lagde noget i tingene, når han sagde, han kunne lide mig. jeg troede bare, at han lavede grin med hans bedste ven, som faktisk kunne lide mig. det syn fik jeg dog hurtigt vendt op og ned på, da vi lå og så en film. jeg var utrolig træt, da jeg ikke havde sovet meget efter overfaldet var sket, og derfor lå jeg i hans seng og småblundede, mens vi så en film. så valgte han pludselig at kigge på mig, hvorefter han kyssede mig, og jeg gik fuldstændig i baglås. og jeg skubbede ham ikke væk, men jeg kyssede ikke igen, og jeg vidste ikke en gang, hvad jeg skulle gøre af mig selv. tankerne for gennem mit hovede, og jeg var blevet forvirret i løbet af ingen tid. da jeg ikke havde skubbet ham væk, prøvede han så at kysse mig igen, hvilket han faktisk gjorde helt op til tyve gange (jeg ved, det virker desperat, men han gjorde det meget godt), og da jeg stadig ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve at kysse tilbage, og se om jeg følte noget. hvis jeg ikke fik sommerfugle i maven, havde han alligevel kysset mig, men hvis jeg fik sommerfugle i maven, og begyndte at mærke noget, så ville jeg jo heller ikke såre ham. derfor kyssede jeg igen. og wow. det var et fantastisk kys. der var fyrværkeri i min mave, og jeg blev fuldstændig blæst væk. resten af dagen gik derefter bare med, at vi slappede af i hinandens selskab (og ja, vi kyssede også). jeg var dog ikke kommet over min eks på det tidspunkt, hvilket jeg fortalte ham, men han gav mig tid, var tålmodig og han viste mig, at det ikke var alle drenge, der sked på en, men der faktisk var nogle diamanter i mængden af hundelort. han var så en af diamanterne.

så var der læseferien, eksamenerne og alt det andet stress, men jeg klarede det fint, og jeg fik 12 i én samlet eksamen, der var i kemi, biologi og geografi, og jeg fik 10 i mundtlig matematik. og ja, jeg fungerede stadig sammen med drengen, så den 23. juni (sankt hans aften) blev vi derefter kærester, sådan officielt. jeg trillede ikke længere rundt med tanker om min eks, og jeg var nået til det punkt, hvor jeg slet ikke savnede ham. jeg var kommet over ham, og jeg havde fundet en ny. endelig!

sommerferien blev derefter brugt på roskilde festival, med alle mine bedste venner samlet i en lejr (en fantastisk uge. og selvom jeg ville elske at gå i detaljer, tror jeg desværre, det er umuligt. roskilde er en tåge for mig. som for så mange andre. men én ting kan jeg da sige. jeg vender tilbage igen næste år, for jeg elsker roskilde! tåge eller ej) haha. og derefter var jeg i viborg og milano. ellers tilbragte jeg ferien med mine venner og ham den grimme, der nu var blevet en stor del af mit liv.

så startede skolen igen. tilbage på bænken. men jeg bliver nødt til at holde tungen lige i munden nu, for det er mit sidste år, og min sidste chance. jeg skal klare mig godt, følge godt med og mine eksamener skal gå godt, hvis jeg en dag skal blive til noget. derfor indgik min nye kæreste og jeg den aftale, at vi ikke vil pjække før efterårsferien. det holdt jeg i otte dage. jeg blev syg sidste weekend, fredag den 20. august. jeg blev syg henover weekenden, og natten til mandag var det blevet så slemt, at min kæreste tog mig på hospitalet. jeg fik en sprøjte af vagtlægen, og blev henvist til min egen læge, hvor jeg var tirsdag (den. 24 august). jeg blev indlagt øjeblikkeligt. min lungekapacitet fra faldet fra dens normalitet på 80% til 40% henover en weekend. derfor blev jeg indlagt og pumpet med medicin i en hel uge, og i går aftes blev jeg udskrevet (30. august)! +(yes!). jeg må desværre ikke komme tilbage på skolen endnu, da jeg skal lære at dosere min medicin ordentlig og kunne gå fra stuen til mit værelse uden at blive forpustet, før jeg skal til at gå fra toget til skolen, så jeg er nok først 100% på benene i næste uge. men det er stadig fremskridt - og jeg glæder mig.

og ja tingene er sådan set gået stille og roligt. især med ham fyren. vi begyndte at komme sammen sankt hans aften, den 23. juni,og vi er stadig sammen den dag i dag. hvilket jeg på en eller anden måde tror, at vi også vil være i et godt stykke tid endnu. han er den bedste kæreste, jeg nogensinde har haft, og han passer på mig som ingen anden. jeg er ekstremt glad for ham, og jeg tror, han mener det, når han siger, han elsker mig.

jeg vil desværre smutte nu, men jeg skal nok komme tilbage og lave en fantastisk opdatering snart igen. pas godt på jer selv derude (jeg lover, der ikke kommer til at gå et halvt år, før i hører fra mig igen)

i'm going blind...

Så sidder jeg her igen. Opdaterer jer, som jeg altid gør, når jeg har noget på hjerte. Endnu en gang vil jeg sidde og skrive om, hvordan jeg har det, hvad jeg laver, eller hvad jeg tænker, og endnu en gang vil jeg give jer en af de mest ligegyldige former for information.

For at starte på det egentlig emne, tror jeg, jeg er ved at blive blind. Eller også har jeg været det længe. Siden jeg fik min kæreste, og blev forelsket, har jeg været blind. Jeg har ikke kunne se fejl, jeg har været ramt af forelskelsens onde værk, og jeg kan ikke komme ud af det igen. Jeg kan ikke længere tænke selvstændigt, for hver en tanke ender hos ham. Jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke spise, hvis ikke tingene fungere med ham. Jeg er blevet fanget i hans spind, som var jeg en flue, og han en edderkop. Jeg venter bare på, han tager mig i sin favn og fortæller mig, at jeg er noget særligt, og jeg vil vente i en evighed. Når han så endelig siger det, bliver jeg overvældet. Jeg kan ikke tage armene ned, og jeg kysser ham, til han kvæles af min kærlighed, og han bliver skræmt væk igen. Jeg er blind, fordi jeg ikke kan passe på mig selv. Uanset hvad han gør, hvad han siger, og hvor meget han sårer mig, kan jeg ikke lade ham gå. Jeg kan ikke klare tanken om, at være foruden ham, selvom han af og til kan være en idiot. Jeg kan ikke løsrive mig, og jeg kan ikke løsrive mine tanker. Alt vedrører ham, alt kommer forbi hans næse, og alt skal han vide. Jeg savner ham hele tiden, jeg kan ikke koble af, og jeg ville ønske, jeg kunne slukke min hjerne. Jeg ville ønske, jeg kunne styre mit hjerte væk; få forelskelsen til at forsvinde og blive normal igen. Jeg kan ikke holde ud, at min hjerne og mit hjerte skal styres af en anden person, og jeg kan ikke holde ud, at den anden person oven i købet ikke giver en fuck. Hvis jeg havde en kæreste, der var interesseret, en der ville mig det bedste, og en der elskede mig højt nok til ikke at såre mig konstant, ville jeg ikke have noget imod at bruge alle mine kræfter på at tænke på ham. Men i dette tilfælde ville jeg bare ønske, jeg kunne glemme alt, komme videre, starte på en frisk og være glad igen. Det kan jeg bare ikke. Jeg er blind, jeg er blevet for forelsket, og jeg er ikke længere til at redde. Jeg er blevet så forelsket, at jeg ikke kan finde en udvej, og jeg kan ikke få det til at forsvinde, lige meget hvor meget jeg prøver. Forelskelsen er blevet for stærk, og jeg kan tydeligt mærke, at den ikke har tænkt sig at give slip endnu. Jeg skal straffes til det yderste, jeg skal græde mig selv i søvn, og jeg skal føle mig som den mest usle loppe, før jeg får lov at komme videre. Jeg har aldrig været så forelsket i hele mit liv, og jeg troede, det ville være rart, men jeg har aldrig nogensinde haft en større lyst til at flygte og flå mit hjerte ud af kroppen. Hvis ikke han er sød, ham dit hjerte vælger for dig, er det svært. Så er det kun endnu sværere. Det er svært for alle at være forelsket, men hvis du kan mærke, dine følelser bliver genkendt, giver det kun en større lyst til at være forelsket. Hvis det aldrig bliver vist, gengældt eller fortalt, og hvis man føler sig mere ligegyldig end noget andet, når man er forelsket, gider jeg slet ikke at være det. Jeg vil flå mit hjerte ud. Jeg vil være totalt kold i røven, og jeg vil aldrig nogensinde være forelsket igen. Jeg ville ønske, jeg kunne være en nonne, men mest af alt ville jeg ønske, at jeg rent faktisk var i stand til at udføre dette. Jeg kan ikke gøre det. Jeg kan ikke få ham ud af hovedet, og jeg bliver ved med at tænke på de gode tider, så jeg kun får lysten til at blive. Jeg kan ikke lægge tankerne fra mig, og jeg vil ikke ligge ham fra mig. Han betyder alt, og uden at bekymre sig det mindste, har han taget mit hjerte og flået det ud, trampet på det og fundet en sløv brødkniv, bare så han kan forvolde mig mest skade muligt. Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort, andet end at være forelsket, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg lige skulle falde for ham. Jeg forstår ikke, hvordan det kan være så svært at behandle en anden ordentligt, hvis man virkelig kan lide hinanden. Jeg har ikke lyst til andet end at være sød, men når han aldrig nogensinde giver noget tilbage, kan jeg ikke holde til det. Så bliver jeg ked af det, sur, skuffet og frustreret. Jeg vil bare gerne vide, jeg er mere, end jeg egentlig er. Jeg vil have bekræftelse, og jeg vil have, han skal fortælle mig, at han kan lide mig. Jeg vil ikke bare have, han skal sige det, nej. Jeg vil have, han skal vise det, for det kan han ikke. Han kan sagtens fortælle mig, at jeg betyder noget, men han kan ikke finde ud af at vise det, og slet ikke overfor andre, og det er dér, jeg virkelig siger stop. Jeg bliver nødt til at kunne se det. Ord er ikke nok. Det er dine handlinger og ikke dine ord, der viser hvem du er, og hvad du føler. I hans verden er det vel næsten omvendt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, jeg ved ikke, hvorfor det lige er mig, der skal have det sådan, og jeg ville ønske jeg vidste det. Jeg har haft et crush, jeg har haft to. Men jeg har aldrig i mit liv følt mig så afhængig af en anden person. Jeg har aldrig nogensinde siddet med denne følelse af forelskelse, og jeg har aldrig nogensinde haft en så stærk følelse af ugengældt- og ulykkelig kærlighed. Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? Er der ikke en opskrift? ”er du også træt af at være ulykkelig forelsket? så prøv, den nye mirakelkur! Forelskelse, væk! Og du vil pludselig have det meget bedre” eller måske ”tilsæt to æg, tre spiseskeer kakao, femten deciliter mælk og to drys kanel, så forsvinder forelskelsen i løbet af ti minutter, hvis du indtager blandingen og tager en lur.” … gud hvor ville det altså være praktisk. Forestil jer det lige! Man ville aldrig nogensinde blive såret på samme måde, og man ville ikke være fanget i et forhold, man ikke havde lyst til at være en del af. Man ville have frie tøjler, og måske ville man endda fungere fint alene. Der er dog også mange, inklusivt mig, der mener, det ville være røv sygt, hvis man selv kunne bestemme, hvem man blev forelsket i, da der ikke ville være de samme følelser, eller den samme form for betagelse indblandet, og man ville sikkert også have mange flere kærester, eller for den sags skyld mange mindre, afhængig af hvilken type af menneske man er. Jeg tror, jeg ville have nemmere ved at være nonne, hvis det var sådan. Så ville jeg ikke blive forelsket, og jeg ville selv være herre over, at jeg ikke gad være det. Jeg ville aldrig nogensinde blive fanget i spindelvævet igen, og jeg ville have det bedre. Jeg ville være afslappet og følelsesløs. Det ville da bare være fantastisk. Men sikkert også fantastisk kedeligt. Det er et spørgsmål om synet på dette, og et spørgsmål om hvordan man har det, og hvordan man er. Dine tanker, dine dybeste tanker, og dine egne følelser. Et spørgsmål der altid vil være mange forskellige muligheder for svar for, da der er intet rigtigt svar. Specielt. Prøv at tænk over det selv, og se hvad i ville gøre. Vil i lade hjertet og hjernen vælge for jer, eller vil i selv bestemme? Jeg ved ikke, hvad jeg vil, kan jeg lige så godt være ærlig at sige. Desværre. Forelskelser, kærlighed og følelser er umulige, forvirrende og ikke til at finde ud af, men de kan også være fantastiske. Det er et spørgsmål om partner, eller manglende partner, synet på livet, og væremåde. En hel masse ting der ikke er til at finde ud af selv. Jeg vil fortsat tænke over det, og jeg har sikkert også proppet en masse ufrivillige tanker i hovedet på jer, og i så fald – må i undskylde. Jeg håber, i har en bedre dag end mig, og jeg håber snart, mit hjerte vender tilbage, for lige nu sidder ham trolden med det. Jeg håber, han vil give mig det tilbage, og jeg håber, jeg derefter selv kan flå det ud og stoppe med at føle noget som helst. Indtil da må i hygge jer. Jeg vil finde en plan, så jeg kan vinde over forelskelsen, og selvom jeg har tænkt i flere uger nu, vil den optimistiske del i mig (ja, tro det eller ej, der er faktisk en lille part af mig, der kan smile) blive ved med at tro, at der er en løsning. Jeg vil lede efter den, jeg vil finde den, og jeg vil bruge den. Jeg vil ikke længere være forelsket, og jeg bliver måske glad. Har i et godt råd, må i endelig smide det forbi. Ellers vil jeg fortsat holde tankerne som en hobby – og hey, hvis jeg finder en løsning, lover jeg, i får den. Så slipper i selv for at være, hvor jeg er i dag, og i kan måske ende med at have det bedre end mig. Som slutkommentar vil jeg bare bede jer om at være mere forsigtige, end jeg var, og jeg vil bede jer om at gemme jeres hjerte væk, pakke det ind i vat og vogte det med alt i ejer. Når det først er blevet taget ud af brystet, kan det kun blive endnu mere skadet.

en fantastisk weekend, med en rigtig lorte slutning.

hej folkens!
først vil jeg starte med at sige, jeg nok har haft en ret så god weekend. jeg har sovet sammen med min kæreste de sidste tre nætter, hvor vi bare har ligget og set film hele natten, været i bad, snakket, puttet, spist mad, og mobbet hinanden. alt i alt, har vi sku haft det meget godt, tror jeg. jeg har i hvert fald været rigtig glad, uden egentlig at kunne forklare det.
desværre blev min kæreste bare pludselig meget mut, da vi så film sidst på dagen i dag, og da min mor så sagde, at vi skulle spise, skulle han jo gå, hvorefter han springer bomben, og går. jeg skal ikke se ham før tirsdag, hvor vi skal spille musik, så jeg er lidt nederen over det, eftersom jeg ikke ved, hvornår vi vil få tingene snakket igennem. men sådan er det. jeg tror måske, jeg skal til at hoppe i seng, eftersom jeg ikke har sovet en skid de sidste tre nætter. sov godt, drøm sødt, take care. love you. jeg kommer med et langt bedre indlæg næste gang, promise.

håbløs

jeg er håbløs,
jeg er forelsket,
og jeg er håbløst forelsket.
min kærlighed er enorm,
og jeg bliver bange for,
om jeg overhovedet kan rumme den.
måske springer jeg,
måske eksploderer jeg!
hvis jeg gør,
var kærlighedens følelse måske ikke så god,
som jeg gik og troede.
den er manipulerende,
og kærligheden gør blind.
jeg kan ikke længere være negativ overfor noget,
jeg er forelsket, og jeg elsker alt ved ham.
han har forhekset mig,
jeg er fortabt,
og jeg er forgabt.
forelskelsen gør mig,
håbløs.

jeg ved godt, det ikke var verdens bedste digt, men af og til skal de dårlige jo også ud af hovedet, før jeg kan få bygget de bedre ordenligt op! :)

update fra mit tidligere emo-udbrud

endelig fandt jeg ud af tingene. eller, ikke dem alle sammen, men i det mindste fik jeg snakket med min kæreste. vi snakkede tingene igennem, blev enige om hvad der gik galt, og han ville ændre sig, og bruge mere tid på mig, og ikke længere virke så ligeglad. jeg er faktisk rimelig glad lige nu, hvilket vidst også er sjældent at høre for jer, for når jeg skriver herinde, plejer tingene ikke ligefrem at køre på skinner for mig.
men nu skal i høre!
hvis man ser bort fra, at jeg har de voldsommeste ryg- og mavesmerter, og at jeg har forstuvet håndledet, er mit humør i top. jeg er rimelig glad, og jeg har haft to(tre) rigtig gode dage. fra mandag til tirsdag sov jeg sammen med min kæreste, hvor vi blev venner igen, og røg lidt om aftenen sammen. da vi så vågnede tirsdag, kunne vi ikke overskue skolen, og derfor blev vi hjemme under min dyne hele dagen, hvilket bare var helt vildt hyggeligt, savnet og nok også noget der var brug for. vi lå og puttede hele dagen, gik i bad, og så rigtig gode film, og småsov. sjældent har jeg følt mig så tryg. han gør sku noget ved mig, den gut dér. jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes om det, eller ej. jeg tror det skræmmer mig. han kan få mig til nærmest hvad som helst, fordi jeg er blind for fejl, skader, og andre negative ting. forstå mig nu ret, jeg kan sagtens se, men mit hjerte har taget over, og jeg kan ikke længere tænke mig om eller være rationel, da han påvirker mig følelsesmæssigt. jeg overgiver mig fulstændig til ham, jeg har givet ham mit hjerte, og nu håber jeg blot på, at han kan passe bedre på det end min forhenværende ekskæreste gjorde, og bedre end han har gjort hidtil. jeg ønsker ham held og lykke, for det er spredt, og lige pt. er det i millioner af stykker. jeg er vidst, hvad man kan kalde, håbløst forelsket. haha.
men som sagt, var mandag og tirsdag to gode dage, og i dag, hentede jeg en veninde fra mit gamle uddannelsessted, og derefter tog vi hjem til mig og var "tykke" med varm kakao, mælkesnitter, kanelbrød og flødeskum. ja okay undskyld, det lyder ulækkert, men det var faktisk ret hyggeligt og ret så lækkert. hihi. hun tog desværre rimelig tidligt hjem, hvorefter jeg havde endnu et skænderi ud af mange med mine forældre. heldigvis har jeg lært og lukke ørene, og derfor påvirker de mig ikke så meget længere. nu sidder jeg bare i min stue, hører god musik, opdaterer jer, letter mit hjerte, og forbereder en fødselsdagsgave til en af mine gode venner. han bliver atten i morgen, men jeg tror, han tror, at jeg har glemt hans fødselsdag. jeg har tænkt mig, at overraske ham i morgen tidlig, og tage hjem til ham, inden jeg tager i skole, og aflevere gaven. jeg håber, han bliver glad for den, for jeg har brugt mange kræfter, og meget tid, på at finde det helt perfekte. den skulle være personlig, brugbar, og nuttet, hvilket jeg synes, jeg har gjort ret godt. nu håber jeg bare, han bliver glad for den, og at han er vågen i morgen, når jeg smutter forbi. (ellers ville det sku være en anelse kedeligt)

jeg ved godt, jeg springer meget rundt i det, snakker en masse, skriver en masse uforståeligt, men hey. det er min blog, i må meget gerne læse, og følge med, men i bund og grund, er det jo mig selv der bestemmer hvad der bliver skrevet. jeg er min egen redaktør.

jeg håber, i har det godt. jeg tænker af og til på, hvem i egentlig er, og hvorfor i vil være faste læsere af min blog, men samtidig er jeg smigret. jeg håber måske, i en dag vil kommenterer en af mine noter. pas godt på jer selv, hyg jer, og så læses i ved senere på ugen. jeg vil forsøge at holde humøret højt og blive ved med at smile.

jeg har dræbt jer.

jeg kan se, jeg har fået mig 5 faste læsere, hvilket jeg faktisk er ret så imponeret over. det er ret sejt - jeg har aldrig prøvet det før, men desværre tror jeg også, jeg har dræbt chancen for, at i følger med i mig. jeg har ikke været aktiv herinde i meget lang tid, og jeg vil gerne sige, der er sine grunde, men jeg undskylder alligevel. jeg håber, i stadig er derude, og at i kan bruge mine opslag til et eller andet. jeg kan i hvert fald fortælle, at jeg faktisk synes om det fakta, at i sidder, og læser hvad jeg skriver. i får mig til at føle mig lidt mindre ligegyldig. så tak, hvis i stadig er her, og undskyld, hvis jeg har dræbt jer. det har aldrig været min mening.
men back to reality.
der er sket utrolig meget siden sidst, og for ikke at starte helt fra bunden, vil jeg starte med det væsentlige og kører igennem, og prøve at få det nogenlunde kronologisk...
efter en månede i skole, gik det op for mig, at jeg aldrig nogensinde ville overleve to år mere i min klasse, før jeg ville blive færdig med min uddannelse, og derfor tog jeg den drastiske beslutning simpelthen at skifte uddannelse, da jeg vidste, det ville være det bedste for mig. jeg kom på prøvedag på et nyt gymnasium, og klassen var simpelthen, alt hvad jeg drømte om, så jeg fik endnu en prøvedag, så jeg kunne beslutte mig endeligt. det har jeg så gjort. jeg er et nyt sted nu, hvor jeg faktisk har det overraskende godt. jeg har aldrig i hele mit liv været i sådan en god klasse, som jeg er i nu, hvilket betyder rigtig meget for mine hverdage. jeg glæder mig ligefrem til at komme i skole nu, og det er første gang i hele mit liv, jeg har sagt den sætning. det føles fantastisk! jeg er simpelthen så glad for alle menneskerne, stedet, og alt hvad der hører med. selv transporttiden rører mig ikke. jeg skal ud af døren halv syv om morgenen, for at møde klokken otte, og jeg er ligeglad, for jeg ved, jeg kommer derop. jeg ved, hvem jeg glæder mig til at se, og jeg ved, det næsten kun kan blive en god dag. så det er helt sikkert en ny og positiv forandring. for en gangs skyld...

jeg har også fået mig en kæreste, hvilket jeg ikke er super glad for lige nu. jeg holder virkelig meget af ham, og har været sammen med ham i 1½ månede nu, men de sidste to uger har været et helvede. vi har været oppe og skændes hele tiden, og han tror at alt er godt, fordi han slet ikke opfatter, hvor hårdt tingene tager på mig. han var langt sødere, da han bare kunne lide mig, og jeg ikke kunne lide ham, for der gik han nærmest efter "det uopnåelige", og nu, hvor han har fået det, er han ligeglad. så har han det, og så behøver han ikke længere at kæmpe, eller være sød, fordi han naivt tror, at jeg vil være der for evigt. men det kan jeg fortælle jer, det vil jeg ikke. og slet ikke nu. jeg har haft de to værste uger, pga. ham. han har brændt mig af, givet dårlige grunde, og i bund og grund, bare virket så uhyggelig ligeglad med mig, og alt hvad der hører til. hvilket er utrolig svært for mig, for hvis jeg først knytter mig til et andet menneske, bliver jeg utrolig sårbar. der skal ingenting til, før jeg bliver såret, og jeg tror ikke, han forstår alvoren i det. på en uge har jeg grædt 4 gange pga. ham. jeg har aldrig nogensinde været så glad for et andet menneske, som jeg er for ham, og alligevel er det det værste forhold nogensinde lige nu. jeg har det elendigt, og jeg har slet ikke lyst til at være sammen med ham længere, fordi han ingenting forstår. jeg føler mig så hjælpeløs. jeg er håbløst forelsket i en, der ikke en gang bekymrer sig om mig. men jeg forstår ikke hvorfor, han ikke gør. han har kunne lide mig i halvandet år nu, hvis han altså stadig kan lide mig, men da vi fandt sammen, mistede han interessen. jeg ved ikke, hvad jeg gør forkert, hvad jeg gør rigtigt, eller hvad jeg skal gøre. jeg er i en tilstand, hvor jeg bare bliver mere og mere lukket, fordi han sårer mig mere og mere, og hvis det bliver ved sådan her, kan et forhold jo ikke fungere. jeg lovede mig selv at slå op med ham, hvis dette ville ske, men nu hvor jeg er i situationen, kan jeg ikke give slip. jeg bliver ved med at håbe på forandring. jeg håber bare, der vil ske et eller andet, så han indser, hvor meget det her ødelægger mig. jeg ved ikke længere, hvad jeg skal skrive, så jeg tror, jeg vil dukke op igen inden for de næste dage, forklare yderligere og snakke mere om latterlige og ligegyldige ting. tak for jeres tid, og undskyld, for jeres spild. i må have det godt så længe. den våde avis, er begyndt igen. selv efter et halvt år.