et halvt år på 10 minutter

okay...
undskyld! den lange ventetid fra mit sidste indlæg og til nu. der er sket mere, end i overhovedet kan forestille jer, og for at være ærlig ved jeg næsten ikke en gang, hvor jeg skal starte.
i virkeligheden var det faktisk meningen, at jeg ville opdatere jer noget hurtigere, og fortælle at jeg desværre mistede min kæreste, men jeg kunne ikke finde ud af at få det sagt/skrevet, eller for den sags skyld finde ud af at indrømme det for mig selv, fordi jeg var sønderknust, og så blev det bare aldrig gjort - og pludselig nåede jeg nærmest til det punkt, hvor jeg bare tænkte, at det var lige meget, for så var det så lang tid siden, at det vel i bund og grund kun var mig, der ikke var kommet videre, og derfor ville det være spild af jeres tid.. men nok om det! jeg vil starte, og jeg vil prøve at skrive så meget ned, som jeg nu og en gang kan huske inde i mit lille bitte hovede, og så vil jeg prøve at give en kronologisk oversigt over mit sidste halve år, på de 10 minutter som i måske vil bruge på at læse det (hvis det overhovedet kommer til at tage jer så lang tid)!

jo. jeg starter fra, hvor jeg mistede min kæreste, hvilket jeg gjorde samme dag som den første gymnasie fest i år 2010. (på min gamle gymnasium. jeg skiftede jo skole for et års tid siden). vi havde været oppe og skændes i en uges tid, fordi vi havde været til noget hyggedruk sammen, hvor jeg var begyndt at græde, fordi jeg var virkelig ked af det, og han var ligeglad. han brugte sin aften på at sidde og flirte med en eller anden trunte i stedet for at sørge for mig. resultatet på den aften var derfor, at hans fem gode venner snakkede med mig, mens han snakkede med trunten og faldt i søvn. hans venner var der mere for mig, end han var, og derfor besluttede vi os for at snakke sammen. da vi så endelige fandt tiden til at ses, snakkede vi i flere timer, og vi blev enige om at slå op, hvilket ødelagde mig fuldstændig.
jeg havde aldrig i mit liv troet, at et brud skulle gøre så ondt, men det fik jeg jo erfaret mig. jeg brugte den første weekend på at være sammen med mine nærmeste venner, glemme, sove og græde. derefter besluttede jeg mig for, at jeg ikke burde græde over spildt mælk, da jeg alligevel havde det forfærdeligt i størstedelen af den tid, vi havde været i et forhold sammen. eller.. det var i hvert fald, hvad jeg fortalte andre.. i virkeligheden kunne jeg slet ikke komme videre. jeg gik konstant og håbede på, at han ville fortryde, eller at han ville indse, jeg var hans eneste ene og derfor kæmpe for mig. men der er en grund til at det hedder eventyr, og at man aldrig hører om nogle romantiske slutninger i virkeligheden, og at romantikken bliver på film, så det skete aldrig. først mistede jeg ham bare som kæreste, men vi skrev lidt sammen, en gang eller to om ugen, for at høre hvordan det gik med hinanden. til sidst kørte vi dog døde i det, da vi begge to var lukkede over for hinanden, og i bund og grund ikke turde at indrømme, at vi var sårede og savnede hinanden. vi var begge to for stolte, og derfor skiltes vores veje.
jeg brugte lang tid på at komme over ham, måneder faktisk, hvor jeg savnede ham, tænkte på ham, og ønskede mig tilbage, selvom jeg ofte var ked af det, og selvom jeg i bund og grund nok havde det bedre uden ham. jeg havde bare behov for trygheden. sådan et voldsomt behov, at jeg af og til ikke kunne sove om natten, og sådan et behov at jeg hellere ville drikke mig fuld og kollapse, da jeg så var hundrede procent sikker på, at mine drømme ikke ville omhandle ham, og da jeg i så fald var sikker på, at jeg kunne glemme. bare for en aften eller to. til sidst stoppede jeg med at drikke mig fuld for at falde i søvn, og til sidst lærte jeg vel lige så stille at være alene igen, men jeg levede med tanken. jeg accepterede den - og det betyder ikke, at det ikke gjorde ondt, og at jeg var kommet videre, for det var jeg ikke. jeg lærte bare at affinde mig med tingene. ligesom hvis man i bund og grund ikke kan lide lasagne, men skal spise for første gang ved sine svigerforældre. så smager man på den alligevel og spiser den - man affinder sig med den. sådan gjorde jeg, da jeg mistede ham. da jeg fandt ud af, at jeg var alene. dagene, ugerne og månederne gik, og før jeg vidste af det, kunne jeg ikke længere mærke, at han var væk uden at tænke over det. han blev et fantastisk minde, og han blev til et savnet menneske, men nu var han kun noget, jeg lagde mærke til manglede, når jeg gjorde mig selv opmærksom på det.

jeg begyndte at få flere venner oppe på mit nye gymnasium, og jeg begyndte at snakke med en hel masse forskellige. deriblandt mødte jeg to drenge, der var gode venner med en af mine veninder deroppefra. jeg begyndte at snakke rigtig meget med den ene af dem, hvorefter vi fik et sjovt venskab, og vi konstant snakkede sammen. jeg var glad for at have fundet en, der forstod mig, da jeg virkelig følte, jeg var på bølgelængde med ham, da vi begge havde mistet en kæreste ca. samtidig, og derfor begge to i bund og grund bare prøvede at samle stumperne af vores hjerter sammen igen. han blev senere hen så forelsket i mig, hvilket hans gode ven også gjorde, da jeg var begyndt at snakke mere med ham også, og før jeg vidste af det, stod jeg i et dilemma mellem de to. jeg ville ikke ødelægge deres venskab, men jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg ikke rigtig følte noget for nogen af den (andet end venskab, da de var fantastiske). ham jeg skrev med hver dag, valgte af ukendte grunde at trække sig tilbage. vi begyndte at snakke mindre og mindre sammen, og pludselig fortalte hans ven mig, at han havde fået en kæreste. hvilket jeg var glad for. det betød, han var kommet videre, og det betød, at jeg ikke kunne ødelægge deres venskab, hvis jeg kom tættere på den ene eller den anden i samme grad.

den 8. maj blev jeg så overfaldet med en af mine gode venner. vi var til en fest, hvor der var en masse "børn" (undskyld udtrykket), men en masse unge på omkring 14-16 år, der i bund og grund mente, de var klogere end os andre (de har sikkert også været bedre til matematik, men socialt og samfundsfagsmæssigt var de et flop). en af drengene til festen kom derfor op og diskutere med en af mine bedste venner, hvilket resulterede i, at han begyndte at skubbe til min ven. det udartede sig, og jeg tog parti, da jeg blev blandet ind i diskussionen, selvom jeg mente at hele situationen var dybt latterlig. de var kommet op og skændes over noget så latterligt som punk kulturen (jeg mener ikke, at punk kulturen er latterlig. bare at det er dumt at ødelægge en fest på at diskutere noget som dette, når man kunne drikke sig fuld og danse). men ja. før vi vidste af det, stod der ti drenge rundt om os, som havde tænkt sig at tæve min ven, men ikke mig, da jeg var en pige, og deres meget modne facade ikke mente, det var tilladt at slå på tøser. fint nok. jeg er dog sådan en lille og stædig lort, at jeg ikke kunne acceptere, at de ikke ville slå mig, men at de ingen problemer havde med at genere min ven. så jeg blandede mig. og provokerede. og var rapkæftet. (fordi sådan er jeg). det endte desværre i at vi fandt ud af, vi havde lagt os ud med de forkerte, da de ikke lige havde fortalt os, at de 5 nyankomne gæster til festen (der var blevet ringet op for at være forstærkning, hvis nu vi skulle ende op med at slås), var sønner til nogle rockere. vi fandt dog ud af det for sent, efter vi var blevet skubbet, væltet og min gode ven, havde fået et ordentlig par på hovedet og en flænge under øjet. jeg havde heldigvis kun fået et par lussinger, og derfor ingen fysiske skader, men jeg var stadig bange. de drenge der en halv time forinden havde snakket om, at de aldrig ville slå på en pige, var åbenbart blevet i tvivl om, hvilket køn jeg var af. endelig. jeg var i bund og grund ligeglad med, at de slog mig, selvom de havde sagt de ikke ville. jeg ville bare gerne have det overstået. min ven og jeg slog ikke en eneste gang. det eneste jeg gjorde, var at holde mine hænder op, så jeg ikke blev slået omkuld, og ellers prøvede jeg at snakke med dem. til sidst gav vi dog op, da min gode ven havde fået et alvorligt par på siden af hovedet, og vi løb. to mennesker fra ti drenge. da vi havde løbet i ca. to minutter, tænkte vi, at vi var kommet langt nok væk, og at folk fra festen derfor ikke gad at finde os, men vi fandt hurtigt ud af, at det var løgn. vi blev ringet op af en fra festen, der fortalte os, at vi havde lagt os ud med nogle unge sønner til et par rockere, og at de nu havde skaffet sig en pistol og var taget ud for at lede efter os. (det resulterede i en overordentlig omgang spurt, hvor vi fik stukket af og gemte os i vennens have). - heldigvis sluttede aftenens episode der, og der skete ikke mere, men det var en forskrækkelse og en oplevelse der satte sig dybt i os begge. ingen af os havde troet at aftenen skulle ende sådan, og ingen af os havde prøvet nogen lignende før. dette traumatiserede dog mig til sådan en grad, at jeg fortalte ham den ene af mine nye venner om det, da det var sket. jeg græd i telefonen, og jeg håbede sådan, at han kunne sige noget, der fik min frygt til at gå væk. det kunne han ikke. men til gengæld aftalte han med mig, at vi ville pjække mandagen væk, og så kunne vi være ved ham, snakke tingene igennem og jeg kunne få noget luft og få noget andet at tænke på – hvilket jeg takkede ja til, uden at tøve.

så var det derfor blevet mandag den 10. (ja, undskyld jeg kan huske datoen, men der er flere grunde. dem får i senere, for ellers er det slet ikke sjovt at læse, hvad der nu kommer til at stå!). jeg tog hjem til denne her nye ven, som henover weekenden faktisk var begyndt at virke kærlig. han var dog altid typen, som tog pis på en, og derfor troede jeg ikke, at han lagde noget i tingene, når han sagde, han kunne lide mig. jeg troede bare, at han lavede grin med hans bedste ven, som faktisk kunne lide mig. det syn fik jeg dog hurtigt vendt op og ned på, da vi lå og så en film. jeg var utrolig træt, da jeg ikke havde sovet meget efter overfaldet var sket, og derfor lå jeg i hans seng og småblundede, mens vi så en film. så valgte han pludselig at kigge på mig, hvorefter han kyssede mig, og jeg gik fuldstændig i baglås. og jeg skubbede ham ikke væk, men jeg kyssede ikke igen, og jeg vidste ikke en gang, hvad jeg skulle gøre af mig selv. tankerne for gennem mit hovede, og jeg var blevet forvirret i løbet af ingen tid. da jeg ikke havde skubbet ham væk, prøvede han så at kysse mig igen, hvilket han faktisk gjorde helt op til tyve gange (jeg ved, det virker desperat, men han gjorde det meget godt), og da jeg stadig ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve at kysse tilbage, og se om jeg følte noget. hvis jeg ikke fik sommerfugle i maven, havde han alligevel kysset mig, men hvis jeg fik sommerfugle i maven, og begyndte at mærke noget, så ville jeg jo heller ikke såre ham. derfor kyssede jeg igen. og wow. det var et fantastisk kys. der var fyrværkeri i min mave, og jeg blev fuldstændig blæst væk. resten af dagen gik derefter bare med, at vi slappede af i hinandens selskab (og ja, vi kyssede også). jeg var dog ikke kommet over min eks på det tidspunkt, hvilket jeg fortalte ham, men han gav mig tid, var tålmodig og han viste mig, at det ikke var alle drenge, der sked på en, men der faktisk var nogle diamanter i mængden af hundelort. han var så en af diamanterne.

så var der læseferien, eksamenerne og alt det andet stress, men jeg klarede det fint, og jeg fik 12 i én samlet eksamen, der var i kemi, biologi og geografi, og jeg fik 10 i mundtlig matematik. og ja, jeg fungerede stadig sammen med drengen, så den 23. juni (sankt hans aften) blev vi derefter kærester, sådan officielt. jeg trillede ikke længere rundt med tanker om min eks, og jeg var nået til det punkt, hvor jeg slet ikke savnede ham. jeg var kommet over ham, og jeg havde fundet en ny. endelig!

sommerferien blev derefter brugt på roskilde festival, med alle mine bedste venner samlet i en lejr (en fantastisk uge. og selvom jeg ville elske at gå i detaljer, tror jeg desværre, det er umuligt. roskilde er en tåge for mig. som for så mange andre. men én ting kan jeg da sige. jeg vender tilbage igen næste år, for jeg elsker roskilde! tåge eller ej) haha. og derefter var jeg i viborg og milano. ellers tilbragte jeg ferien med mine venner og ham den grimme, der nu var blevet en stor del af mit liv.

så startede skolen igen. tilbage på bænken. men jeg bliver nødt til at holde tungen lige i munden nu, for det er mit sidste år, og min sidste chance. jeg skal klare mig godt, følge godt med og mine eksamener skal gå godt, hvis jeg en dag skal blive til noget. derfor indgik min nye kæreste og jeg den aftale, at vi ikke vil pjække før efterårsferien. det holdt jeg i otte dage. jeg blev syg sidste weekend, fredag den 20. august. jeg blev syg henover weekenden, og natten til mandag var det blevet så slemt, at min kæreste tog mig på hospitalet. jeg fik en sprøjte af vagtlægen, og blev henvist til min egen læge, hvor jeg var tirsdag (den. 24 august). jeg blev indlagt øjeblikkeligt. min lungekapacitet fra faldet fra dens normalitet på 80% til 40% henover en weekend. derfor blev jeg indlagt og pumpet med medicin i en hel uge, og i går aftes blev jeg udskrevet (30. august)! +(yes!). jeg må desværre ikke komme tilbage på skolen endnu, da jeg skal lære at dosere min medicin ordentlig og kunne gå fra stuen til mit værelse uden at blive forpustet, før jeg skal til at gå fra toget til skolen, så jeg er nok først 100% på benene i næste uge. men det er stadig fremskridt - og jeg glæder mig.

og ja tingene er sådan set gået stille og roligt. især med ham fyren. vi begyndte at komme sammen sankt hans aften, den 23. juni,og vi er stadig sammen den dag i dag. hvilket jeg på en eller anden måde tror, at vi også vil være i et godt stykke tid endnu. han er den bedste kæreste, jeg nogensinde har haft, og han passer på mig som ingen anden. jeg er ekstremt glad for ham, og jeg tror, han mener det, når han siger, han elsker mig.

jeg vil desværre smutte nu, men jeg skal nok komme tilbage og lave en fantastisk opdatering snart igen. pas godt på jer selv derude (jeg lover, der ikke kommer til at gå et halvt år, før i hører fra mig igen)