lige som det ikke kunne blive værre...

blev dét det. jeg har aldrig i mit liv haft det så dårligt som jeg har det nu, og hvis jeg har, så kan jeg ikke huske det. jeg er ved at falde fra hinanden, og det går ikke bare hurtigt, det går med lynets hast. jeg brød sammen i dag, på skolen, foran alle, lidt midt i kantinen. jeg ved simpelthen ikke hvad der skete. en veninde hjalp mig ud og en anden tilbragte derefter eftermiddagen med mig, hvorpå vi var tykke og sad under en dyne og så film. hun vidste jeg ikke havde lyst til at snakke med hende om tingene, uden jeg sagde noget, underligt nok, så vi sad bare og så film. hun lod mig vide, at hun var der, og derefter slappede jeg bare fuldstændig af. jeg græd og vi så film og jeg fik lov til at græde. jeg ved ikke hvornår jeg sidst har grædt. det ligger ikke til min natur. jeg prøver altid at være den seje pige, hende med overblikket, og hende der har styr på det hele, uanset hvordan tingene hænger sammen, men det er jeg ikke, og det ved jeg også godt selv, men det er der virkelig få mennesker der egentlig ved. de tror jeg er hvad min facade er, og derfor tror jeg også det forskrækkede at se en tudende tøs foran sig, når man er vant til en eller anden dulle der hopper rundt og griner og smiler, for ikke at virke sårbar. men som sagt, var i dag, dagen hvor det crashede og jeg ikke kunne holde facaden. jeg brød sammen og har været et mess lige siden. jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg bliver ved med at tude over de samme latterlige ting og det sidste jeg har lyst til, er at være i selskab med andre og mig selv. jeg kan ikke samle mine tanker, de flyver hurtigere end noget andet og mine tårer falder i takt med musikken der ømt behandler mine trommehinder. musikken siger mig absolut ingenting, da jeg ikke engang kan sætte ord på sangene eller skelne dem fra hinanden, men én ting ved jeg. de får mig til at tude, og det er rart. for første gang i lang tid, skider jeg for alvor på alt. jeg ved alligevel ikke hvad jeg skal gøre længere. jeg overvejer mange forskellige ting, men den væsentligste ting lige nu, er at sidde her. jeg vil ikke gøre noget, jeg vil ikke lave noget, jeg vil bare være i min egen lille bobbel og tude alt det jeg overhovedet orker, så jeg måske kan være okay i morgen, selvom jeg ved jeg ikke er. jeg ved ikke, hvornår jeg har det godt igen, jeg ved ikke hvornår jeg kan smile uden at græde og jeg ved ikke hvornår jeg får min facade igen. lige nu, ved jeg ingenting, og lige nu, er jeg så ligeglad at du ikke drømmer om det. hele verdenen skal lade mig sidde og drukne. jeg ved, at jeg er klam at høre på - men jeg ved også, bedre end nogen af jer, hvordan jeg har det. lad mig være i fred, lad mig dø i fred, lad mig VÆRE DØD, i fred.
farvel.