verdens dårligste digt, med enderim.

alene i hverdagene,
sidder jeg på tagene.
tænker tingene igennem,
savner vennen.
ham jeg havde engang,
der tog min trang.
dengang var jeg ikke ensom,
ikke engang den mindste smule tom,
men nu,
er jeg ved at gå itu.
han sagde han ville hjælpe mig,
men han var præcis ligesom dig.
nu er han væk,
og tilbage er mit ensomme blæk.
mine tanker er svære at samle,
det er de samme som de gamle.
altid de samme ting der kører i ring i min hjerne,
og virkeligheden er noget af det aller mest fjerne.
jeg lever i et drømmeland,
og ikke engang dér er tingene som vand.
jeg er alene hele tiden,
fordi jeg selv har lært mig den viden.
gad vide hvad fremtiden bringer,
måske jeg også den fortrænger..