gulvet skal være min kæreste.

det blanke linoleums gulv,
nyvasket,
men beskidt fra folkene der har befamlet det med fødderne.
fodaftryk hist og pist,
men dog uden betydning,
og heldigvis fodaftryk der ikke siger mig noget,
medmindre det var dine.
jeg kan ikke genkende dem,
med held for mig selv,
og alligevel, ville jeg ønske jeg kunne.
hvis jeg kunne,
kunne jeg tage afstand.
nu ser jeg dig alle vegne,
uden at snakke og uden at kunne snakke med dig.
du skød min sidste båd i sænkeslagskibe,
og du skød med din kanon.
nu er jeg ikke andet end rester af resterne jeg var engang.
tårene løber ned af kinderne på mig,
selvom jeg går på gangen med mennesker alle vegne.
de kan rende mig.
gulvet, det fodaftryk dækkede linoleums gulv,
uden øjne.
det kigger ikke tilbage,
det viser mig ikke bekymringens øjne,
men vigtigst,
er det ikke menneskeligt, og lader mig være den jeg er,
og kigger ikke på mig overhovedet. det er der bare.
jeg tror, nej.
jeg vil have,
at det fodaftryk dækkede linoleums gulv,
skal være min kæreste.