Så sidder jeg her igen. Opdaterer jer, som jeg altid gør, når jeg har noget på hjerte. Endnu en gang vil jeg sidde og skrive om, hvordan jeg har det, hvad jeg laver, eller hvad jeg tænker, og endnu en gang vil jeg give jer en af de mest ligegyldige former for information.
For at starte på det egentlig emne, tror jeg, jeg er ved at blive blind. Eller også har jeg været det længe. Siden jeg fik min kæreste, og blev forelsket, har jeg været blind. Jeg har ikke kunne se fejl, jeg har været ramt af forelskelsens onde værk, og jeg kan ikke komme ud af det igen. Jeg kan ikke længere tænke selvstændigt, for hver en tanke ender hos ham. Jeg kan ikke koncentrere mig, og jeg kan ikke spise, hvis ikke tingene fungere med ham. Jeg er blevet fanget i hans spind, som var jeg en flue, og han en edderkop. Jeg venter bare på, han tager mig i sin favn og fortæller mig, at jeg er noget særligt, og jeg vil vente i en evighed. Når han så endelig siger det, bliver jeg overvældet. Jeg kan ikke tage armene ned, og jeg kysser ham, til han kvæles af min kærlighed, og han bliver skræmt væk igen. Jeg er blind, fordi jeg ikke kan passe på mig selv. Uanset hvad han gør, hvad han siger, og hvor meget han sårer mig, kan jeg ikke lade ham gå. Jeg kan ikke klare tanken om, at være foruden ham, selvom han af og til kan være en idiot. Jeg kan ikke løsrive mig, og jeg kan ikke løsrive mine tanker. Alt vedrører ham, alt kommer forbi hans næse, og alt skal han vide. Jeg savner ham hele tiden, jeg kan ikke koble af, og jeg ville ønske, jeg kunne slukke min hjerne. Jeg ville ønske, jeg kunne styre mit hjerte væk; få forelskelsen til at forsvinde og blive normal igen. Jeg kan ikke holde ud, at min hjerne og mit hjerte skal styres af en anden person, og jeg kan ikke holde ud, at den anden person oven i købet ikke giver en fuck. Hvis jeg havde en kæreste, der var interesseret, en der ville mig det bedste, og en der elskede mig højt nok til ikke at såre mig konstant, ville jeg ikke have noget imod at bruge alle mine kræfter på at tænke på ham. Men i dette tilfælde ville jeg bare ønske, jeg kunne glemme alt, komme videre, starte på en frisk og være glad igen. Det kan jeg bare ikke. Jeg er blind, jeg er blevet for forelsket, og jeg er ikke længere til at redde. Jeg er blevet så forelsket, at jeg ikke kan finde en udvej, og jeg kan ikke få det til at forsvinde, lige meget hvor meget jeg prøver. Forelskelsen er blevet for stærk, og jeg kan tydeligt mærke, at den ikke har tænkt sig at give slip endnu. Jeg skal straffes til det yderste, jeg skal græde mig selv i søvn, og jeg skal føle mig som den mest usle loppe, før jeg får lov at komme videre. Jeg har aldrig været så forelsket i hele mit liv, og jeg troede, det ville være rart, men jeg har aldrig nogensinde haft en større lyst til at flygte og flå mit hjerte ud af kroppen. Hvis ikke han er sød, ham dit hjerte vælger for dig, er det svært. Så er det kun endnu sværere. Det er svært for alle at være forelsket, men hvis du kan mærke, dine følelser bliver genkendt, giver det kun en større lyst til at være forelsket. Hvis det aldrig bliver vist, gengældt eller fortalt, og hvis man føler sig mere ligegyldig end noget andet, når man er forelsket, gider jeg slet ikke at være det. Jeg vil flå mit hjerte ud. Jeg vil være totalt kold i røven, og jeg vil aldrig nogensinde være forelsket igen. Jeg ville ønske, jeg kunne være en nonne, men mest af alt ville jeg ønske, at jeg rent faktisk var i stand til at udføre dette. Jeg kan ikke gøre det. Jeg kan ikke få ham ud af hovedet, og jeg bliver ved med at tænke på de gode tider, så jeg kun får lysten til at blive. Jeg kan ikke lægge tankerne fra mig, og jeg vil ikke ligge ham fra mig. Han betyder alt, og uden at bekymre sig det mindste, har han taget mit hjerte og flået det ud, trampet på det og fundet en sløv brødkniv, bare så han kan forvolde mig mest skade muligt. Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort, andet end at være forelsket, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg lige skulle falde for ham. Jeg forstår ikke, hvordan det kan være så svært at behandle en anden ordentligt, hvis man virkelig kan lide hinanden. Jeg har ikke lyst til andet end at være sød, men når han aldrig nogensinde giver noget tilbage, kan jeg ikke holde til det. Så bliver jeg ked af det, sur, skuffet og frustreret. Jeg vil bare gerne vide, jeg er mere, end jeg egentlig er. Jeg vil have bekræftelse, og jeg vil have, han skal fortælle mig, at han kan lide mig. Jeg vil ikke bare have, han skal sige det, nej. Jeg vil have, han skal vise det, for det kan han ikke. Han kan sagtens fortælle mig, at jeg betyder noget, men han kan ikke finde ud af at vise det, og slet ikke overfor andre, og det er dér, jeg virkelig siger stop. Jeg bliver nødt til at kunne se det. Ord er ikke nok. Det er dine handlinger og ikke dine ord, der viser hvem du er, og hvad du føler. I hans verden er det vel næsten omvendt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, jeg ved ikke, hvorfor det lige er mig, der skal have det sådan, og jeg ville ønske jeg vidste det. Jeg har haft et crush, jeg har haft to. Men jeg har aldrig i mit liv følt mig så afhængig af en anden person. Jeg har aldrig nogensinde siddet med denne følelse af forelskelse, og jeg har aldrig nogensinde haft en så stærk følelse af ugengældt- og ulykkelig kærlighed. Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? Er der ikke en opskrift? ”er du også træt af at være ulykkelig forelsket? så prøv, den nye mirakelkur! Forelskelse, væk! Og du vil pludselig have det meget bedre” eller måske ”tilsæt to æg, tre spiseskeer kakao, femten deciliter mælk og to drys kanel, så forsvinder forelskelsen i løbet af ti minutter, hvis du indtager blandingen og tager en lur.” … gud hvor ville det altså være praktisk. Forestil jer det lige! Man ville aldrig nogensinde blive såret på samme måde, og man ville ikke være fanget i et forhold, man ikke havde lyst til at være en del af. Man ville have frie tøjler, og måske ville man endda fungere fint alene. Der er dog også mange, inklusivt mig, der mener, det ville være røv sygt, hvis man selv kunne bestemme, hvem man blev forelsket i, da der ikke ville være de samme følelser, eller den samme form for betagelse indblandet, og man ville sikkert også have mange flere kærester, eller for den sags skyld mange mindre, afhængig af hvilken type af menneske man er. Jeg tror, jeg ville have nemmere ved at være nonne, hvis det var sådan. Så ville jeg ikke blive forelsket, og jeg ville selv være herre over, at jeg ikke gad være det. Jeg ville aldrig nogensinde blive fanget i spindelvævet igen, og jeg ville have det bedre. Jeg ville være afslappet og følelsesløs. Det ville da bare være fantastisk. Men sikkert også fantastisk kedeligt. Det er et spørgsmål om synet på dette, og et spørgsmål om hvordan man har det, og hvordan man er. Dine tanker, dine dybeste tanker, og dine egne følelser. Et spørgsmål der altid vil være mange forskellige muligheder for svar for, da der er intet rigtigt svar. Specielt. Prøv at tænk over det selv, og se hvad i ville gøre. Vil i lade hjertet og hjernen vælge for jer, eller vil i selv bestemme? Jeg ved ikke, hvad jeg vil, kan jeg lige så godt være ærlig at sige. Desværre. Forelskelser, kærlighed og følelser er umulige, forvirrende og ikke til at finde ud af, men de kan også være fantastiske. Det er et spørgsmål om partner, eller manglende partner, synet på livet, og væremåde. En hel masse ting der ikke er til at finde ud af selv. Jeg vil fortsat tænke over det, og jeg har sikkert også proppet en masse ufrivillige tanker i hovedet på jer, og i så fald – må i undskylde. Jeg håber, i har en bedre dag end mig, og jeg håber snart, mit hjerte vender tilbage, for lige nu sidder ham trolden med det. Jeg håber, han vil give mig det tilbage, og jeg håber, jeg derefter selv kan flå det ud og stoppe med at føle noget som helst. Indtil da må i hygge jer. Jeg vil finde en plan, så jeg kan vinde over forelskelsen, og selvom jeg har tænkt i flere uger nu, vil den optimistiske del i mig (ja, tro det eller ej, der er faktisk en lille part af mig, der kan smile) blive ved med at tro, at der er en løsning. Jeg vil lede efter den, jeg vil finde den, og jeg vil bruge den. Jeg vil ikke længere være forelsket, og jeg bliver måske glad. Har i et godt råd, må i endelig smide det forbi. Ellers vil jeg fortsat holde tankerne som en hobby – og hey, hvis jeg finder en løsning, lover jeg, i får den. Så slipper i selv for at være, hvor jeg er i dag, og i kan måske ende med at have det bedre end mig. Som slutkommentar vil jeg bare bede jer om at være mere forsigtige, end jeg var, og jeg vil bede jer om at gemme jeres hjerte væk, pakke det ind i vat og vogte det med alt i ejer. Når det først er blevet taget ud af brystet, kan det kun blive endnu mere skadet.
søndag den 10. januar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar